Aftalen

Butiksvinduesudstillingerne lignede vanskabte skikkelser i det grålige skær fra en tegneserieagtig varulvemåne fra en nøgen nattehimmel. Den sibirisklignende frostluft lå som en kappe over en forladt gade sammenklemt mellem toværelseslejligheder på begge sider. Gaden lå som en forladt ørken bestående af gadelygter, enkeltstående skraldespande, parkeringsautomater, tøjbutikker, sidegader og tilgroede fortove.

Regnskyer trak indover byen og begyndte at bebyrde den med tunge regndråber. McDonalds-affald krydsede kørebanen, men endte klæbende til en bildør.

Pludselig tændte lyset sig i et af vinduerne i lejlighederne, og den store viser på uret kravlede hen på 24:00. En mand stillede sig ved vinduet og betragtede den asfalterede gade med sine havblå øjne. Tanker var der nok af i mandens hoved. De plagede hans gamle kranium med langvarige spekulationer, men uanset, hvad de fortalte ham, vidste han – og havde vidst i lang tid – hvad der skulle ske netop denne nat d. 4. december 2009.

Lyden af våde bildæk skar gennem luften og lød som en genklang i mandens hoved. Det er nu, tænkte han og lukkede for et kort øjeblik sine tungsindige øjne – at jeg skal dø...

Temperaturen i lejligheden kravlede ned omkring minusgraderne, idet bilens dør gik op. Regnen stilnede af, og en massiv mørke opslugte hele byen i en uigennemtrængelig blæksort skygge. Verdenen ude for vinduet var nu domineret af et tungt lag mørke, og manden havde ingen anelser om, hvad der skete nede på gaden.

Tunge, men langsomme skridt fik ham til at snurre rundt. Lyden kom fra trappeopgangen, der førte op til hans toværelseslejlighed. Sveden på hans isse frøs til is. Radiatoren bankede på højtryk, men stoppede til sidst, da vandet indeni isnede.

Skridtene stoppede foran døren. For en kort tid mærkede manden den store kraft, der gemte sig på den anden side. Der lød et klik, og døren åbnede sig uden anvendelse af nøgle.

Lejligheden blev indhyllet i spindelvæv af mørke, hvormed en bidende, næsten dræbende luftpust susede igennem luften og fik alt i rummet enten til at ryste eller til at vælte ned på gulvet, idet en nærmest brølende stemme lød: ”Jeg kommer for at hente dig, John Harrickson!”

Han væltede tilbage og slog hovedet ind i radiatoren, der var fastgjort under vinduet, men kom hurtigt på benene med slørede øjne.

Skikkelsen brølede, og en luftbølge væltede manden bag over. Alt sortnede for ham, idet han slog hovedet mod vindueskarmen i stor fart.

Det næste, han huskede, var, at han lå på et lædersæde og stønnede. Blodet strømmede ned fra hans pande, hvor et sår smertede som følge af faldet. Derefter sugede mørket sig omkring ham. Ilt, stønnede han.

Pludselig hamrede bilen ind i en anden bil og slog en kolbøtte i luften, hvorefter den smadrede ind i en butiksrude. Med det samme kom ilten tilbage i hans lunger, og lyset trængte ind i ham.

Bildøren blev sparket op, og lyset væltede ind. Der lød stemmer, men han besvimede.

”Det gør mig ondt, men det ser ikke ud til, at din hustru klarer det, medmindre der er mere mellem himmel og jord, der er tilbøjelig til at have en finger med i spillet,” sagde lægen og prøvede at ligne en, der var ked af det.

”Jeg forstår ikke,” fremstammede den middelalderlige mand. ”Hvad er det, du prøver at fortælle mig?”

”Hun er døende, min ven.”

Flere timer sad han og kiggede ned i jorden i ventesalen bestående af en legeafdeling, hvor en lille dreng med sin mor samlede nogle klodser sammen, indtil det tårn, de havde bygget, væltede ud på gulvet. Han kiggede træt hen på dem. Han følte sig nyttesløs og som en meningsløs skabning, der gik rundt på jorden. Uden sin Madeleine var han intet.

Han kørte hjem, for han kunne ikke lide den klamme, kvælende, ulidelige stank, der befandt sig i luften i ventesalen. Han ville ikke en gang se sin Madeleine, ikke i den tilstand i hvert fald...

Da han havde parkeret bilen, gik han langsomt op af trappeopgangen op til sin lejlighed, men da han kom op, så han, at døren var vidtåben. Han løb ind i stuen, men standsede pludselig op. En dunkel skikkelse stod ved vinduet og smilte til ham (det vil sige; han så ikke smilet, men gik ud fra, at det skinnende i mørket kunne være en tand af en slags.)

”Hej, John Harrickson, har du ikke været så venlig at medbringe din hustru? Fy, fy, skamme, hvad er du for en, som kan være så uforskammet?” grinte skikkelsen, men han kunne ikke se det sjove i det.

Det var præcis det minde, som gik igennem hans hoved, mens han lå bevidstløs, og erindringsbrudstykker fik frit spil.

Skikkelsen havde bedt ham sætte sig – og det i sin egen sofa! De havde snakket i lang tid (han vidste ikke hvor længe, men natten var ved at falde på til sidst, så de havde nok snakket to timer.)

”Jeg kan redde din hustru fra mørket, hvis du giver mig dit liv i bytte efter din tredje fødselsdag efter hendes hjemkomst, men fortæl det ikke til nogen... ellers,” havde skyggen angivet.

Han havde været mundlam: ”Før vi aftaler nærmere... Hvem er du egentlig, og hvor kender du mit og min hustrus navn fra? Hvordan kom du herind, og hvordan har du tænkt dig at redde hende?”

”For mange spørgsmål,” havde skyggen beklaget,” men for lidt handling. I mennesker er sgu nogle handlingsmongoler. Du har hørt min betingelse, og hvis du ikke holder den, skal jeg personligt sørge for, at du ender der, hvor jeg kommer fra.”

”Hvor kommer du fra?” havde han spurgt, men efterfølgende fortrudt.

”Du spørg vel ikke, fordi du har svært ved at overholde aftaler, vel, lille Harrickson, for så ved jeg jo, hvor døren er? Desuden vil du ikke vide det.”

”Nej, nej, selvfølgelig ikke,” havde han sagt. ”Red min Madeleine og vi har en aftale.”

”Godt,” havde skikkelsen sagt og knipsede med hænderne, så et kæmpe mørke opslugte rummet, og da mørket forsvandt, var skikkelsen væk.

Få dage senere kom Madeleine hjem. Han havde været glad, smilet som aldrig før og sagt, at de skulle tage ud at spise på en restaurant for at fejre det... Og siden da havde han ikke skænket skikkelsen en tanke (hvis man ikke inkluderede de sidste dage før hans tredje fødselsdag.)

Ikke engang, da Madeleine døde. Et trafikuheld. En hastig lastbil... BANG!

Han fòr op og opdagede, at han lå i en seng med en blød dyne om sig. Gardinerne fangede en opmuntrende morgensol, der badede sengen, hvori han lå, i klarhed. Et lille bind om hans hoved forbandt hans sår, der befandt sig i højere side af hans pande.

Langsomt – som et bånd, der fik en film til at køre – strømmede gårsdagens erindringer igennem ham: Skikkelsen, aftalen... og trafikuheldet.

Ordene gik igennem ham som en kniv placeret hårdt mod struben: ”Du har hørt min betingelse, og hvis du ikke holder den, skal jeg personligt sørge for, at du ender der, hvor jeg kommer fra.”

I det samme gik døren op, og en ung kvinde trådte ind i rummet med en morgenbakke: ”Godt at se, at du er vågen,” smilte hun.

Han kiggede bare måbende på hende, alt imens hun satte bakken fra sig på sengebordet ved siden af ham og satte sig på en stol lidt væk.

”Hvor er jeg?” sagde han efter en kæmpe chokovervindelse.

”I byen Yonkers i udkanten af New York City. Du kørte jo galt i New York, og da jeg fandt dig, var du besvimet. Det var sent om natten, og da jeg så, at du ikke var mere tilskadekommet, kørte jeg dig hertil.”

Han blev stum og kiggede ud af vinduet. Vejret så dejligt ud, og det var så længe siden, at han havde været... ”Nå, men jeg har stillet en bakke frem til dig med brunch, hvis du er sulten. Det må du jo være efter uheldet.”

”Ja,” sagde han bare, tog bakken og gik – hvilket der overraskede ham selv – totalt amok. Han var virkelig sulten og drak den sand, han følte var i hans hals, væk med et glas mælk. Æggekagen var utrolig velsmagende og røg ned i hele stykker uden at tygge. Meget ucharmerende, tænkte han efterfølgende, da han så hendes blik på ham.

”Undskyld,” sagde han, ”men jeg er så sulten, og... og... den her æggekage smager himmelsk.”

”Glad for, at du kan lide den,” sagde hun. ”Den er lavet med hjælp fra min egen opskrift. I det hele taget elsker jeg gastronomi.”

”Nå,” mumlede han med æggekage i hele låget. ”Det lyder interessant. Selv er jeg nok den der type, der lever med ikke at kunne koge ris, men som nøjes med at spise andres mad.”

Hun lo sagte, men skiftede så tone: ”Jeg har et spørgsmål i forbindelse med ulykken...”

En uro plantede sig i ham: ”Ja, selvfølgelig, spørg løs.”

”Da jeg åbnede døren...” Hun stoppede sig selv, men sukkede og fortsatte: ”Du sad på bagsædet med en klud om munden og reb om dine hænder, men det stemmer jo ikke i et med, at du kan have kørt galt. Hvem kørte bilen?”

Der opstod en stilhed. Hvordan, tænkte han, skal jeg vikle mig udenom dette...

”Jeg blev bortført, og bortføreren gik ud af bilen. Han satte den i gang længere henne af vejen uden ham selv i. At den så kørte ind i en anden bil, har nok skræmt ham. Hvad skete der i øvrigt med den anden bil?”

”Kun materielle skader. Jeg lovede at betale skaderne.”

Han fiskede efter noget i sine lommer og fandt sin pung frem. Han tog et par krøllede, fedtede sedler frem og viftede med dem: ”Hvor meget?” spurgte han.

Hun rejste sig og lagde en hånd på sedlerne: ”Betragt det som en tjeneste. Du kan betale tilbage på en anden måde.”

”Hvorledes?” udspurgte han.

”Jeg skal have dig til at gøre noget, men først om et par dage. Dit sår skal have tid til at helle.”

Der gik yderligere to dage, inden han var i stand til at betale tilbage på den tjeneste, hun havde gjort ham. Det var bagsiden af huset, der trængte til en kærlig hånd, maling især. Vinduerne skulle udskiftes, og terrassen, der lå ud til baghaven, skulle have nyt træ, da det gamle var gået i forrådnelse. Med andre ord: Der var nok at lave.

En dag sad de i haven og drak kaffe i stilhed. Det var ham, der brød den: ”Jeg har aldrig fundet ud af, hvad du hedder.”

Hun smilte: ”Mit navn er Julia.”

”Julia...” mumlede han tankefuldt. ”Jeg hedder John... John Harrickson.”

”Du har allerede gjort så meget,” sagde hun, ”tror du ikke, at det ville være bedst, hvis du kom hjem til dig selv igen?”

Han tøvede lidt, kiggede kort hen på hende og overvejede – med en kaffeslurk – hvordan han skulle forklare det: ”Jeg har ikke rigtig noget at vende hjem til. Min kone er død, så...”

”Det gør mig ondt,” skyndte hun sig at sige. ”På et tidspunkt boede jeg sammen med en fyr i huset her, og jeg troede, at det skulle fortsætte sådan, men...” - Hun tog en indånding – ”En dag kom han hjem, hvor hans tøj duftede af parfume, og da jeg spurgte ham om det, tudbrølede han, gik ned på knæ og indrømmede sin utroskab. Til sidst smed jeg ham ud.”

Stilhed... Så: ”Hvad dødede hun af?”

”Hun var på vej hjem fra arbejde, da hun pludselig skulle dreje ved en lyskurv, hvor der også holdte en lastbil, og eftersom den ikke havde set hende i svinget, så... Ja, da jeg kom til stedet, så jeg hende, og hun...”

”Grimt,” sagde hun tøvende med et spørgende blik på ham. ”Hvor lang tid er det siden?”

”To uger.”

Dagen derpå begyndte de at male bagsiden, hvor de havde stillet to lange stiger op samt en masser bøtter maling placeret under dem. Mens han strøg penslen hen over træet, begyndte en uro at vokse sig i ham, idet tankerne om skikkelsen kom frem. Han prøvede at tilsidesætte tankerne, men de undveg og hviskede: ”Jeg kommer efter dig, John Harrickson, du kan hverken snyde eller gemme dig fra mig.”

Det var, som om hans hjerte frøs til is ved ordene. Snart skulle han dø, vidste han, og først nu gik det op for ham, at malingen, han brugte, var symbolsk rød.

Langt ud på natten lå han endnu i sengen og kiggede på lyset, der viste skyggerne af de biler, som kørte forbi via vejen. Han kunne ikke sove, dels på grund af uroen i hans krop, dels fordi han oprindeligt ikke var træt. Derfor stod han op, gik ned af trappen til køkkenet, satte kaffe over og satte sig sukkende på en stol. Stålkøkkenet lå i klarheder fra den bleghvide halvmåne. Kaffen blev færdig, og han rejste sig og hældte en lille sjat mælk i. Han lagde sine arme omkring kaffen og mærkede varmen, der strømmede ind i dem.

”Jeg er åbenbar ikke den eneste, som ikke kan sove,” lød det henne fra trappen, og som fik hans hoved til at snurre rundt. Julia.

”Naaaa... Jeg behøver skam ikke have mere end et par timer,” oplyste han. ”Solen går op om et par timer, og så kalder arbejdet nu en gang.”

”Sandhed sagt,” mumlede hun og satte sig med blikket fæstnet på ham. Foruroligende. ”Er der noget galt?”

Han lagde kaffen fra sig og kiggede hen på hende: ”Nej, nej, jeg... har det fint. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på den ulykke, du ved. At jeg ikke behøver mere end et par timer, er måske en dårlig undskyldning. Hændelsen gentager sig bare i hovedet... Man kan ligesom ikke give slip.” Løgn.

”Jeg forstår,” medgav hun sagte, men forblev i en urolig stilhed. Tankerne slog kolbøtter i luften. Hjertebanken.

”Og så har jeg svært ved at anerkende, at jeg nu er mere alene end nogensinde.” Sandt nok. Og så tav han. Kaffen gjorde godt, men en pludselig stikken i brystet fik ham til at falde ned af stolen på det hårde, fliselagte køkkengulv. Langsomt begyndte han at græde, ikke af smerte... i hvert fald ikke fysisk... og hun satte sig ned til ham og krammede ham. Selv om det gjorde ondt, hjalp hendes varme, og kort tid efter rejste han sig fortvivlet.

”Det må du undskylde,” beklagede han, lagde kaffekruset i opvaskeren og gik op af trappen.

”Vent, det skal du ikke undskylde,” sagde hun, men John Harrickson var allerede løbet ind på sit værelse.

Tidligt næste morgen tog han en taxa hjem uden at sige farvel. Da den kørte, kiggede han på huset. Gad vide, hvornår hun læser mit brev, tænkte han.

Hele vejen kiggede han ned i sædet. Pludselig spurgte chaufføren: ”Hvor var det nu, du sagde, at du skulle hen?”

Han kiggede op og fik øje på skikkelsen, der grinte til ham. Han kastede sig frem mod mørket og slog armene mod rettet, der fik taxaen til at køre ind i modsatte vejbane. Den slingrede videre ind i et træ, og trykket fik alle ruderne til at eksplodere i milliarder af små stykker. Inde i bilen blev han slynget baglæns og kastet rundt. Bilen gjorde en sidste bevægelse resulterende i, at den landede på taget.

Alt gjorde ondt, og det tågede for hans øjne. Hænderne fandt dørhåndtaget, hvorefter han væltede ud på græsset. Lyset blindede ham, men han kom omtåget på benene. Folk samlede sig omkring taxaen, mens en spurgte, om han havde det okay. Han svarede ikke, men gik videre.

Til sidst nåede han til Julias hus. Omtåget og fuldstændig fysiskfærdig med en blødende underlæbe og et eventuelt bøjet ribben og en arm, der føltes, som om den ville falde af, slæbte hans sig den sidste vej. Han nåede op til døren, hvor han ringede på, og der lød skridt. Der blev åbnet, og der lød et gisp: ”Hvad er der sket? Jeg troet, du var taget hjem...”

Han mumlede: ”Det troede jeg også selv.”

Han kom tilbage i sengen, hvor han fik en klud på ribbenet og hans hånd betænksomt placeret på en blød pude. Hun stoppede blodet fra hans underlæbe med et stykke papir, og derefter satte hun sig bekymret.

”Jeg tog en taxa hjem. Vi kørte ind i et træ, og...”

”Hvorfor sker alt det her?” hidsede hun sig op. Hendes øjne gnistrede pludselig, og raseriet ville ingen ende finde. ”Det er ikke normalt alt det her. Hvorfor? Kan du fortælle mig det?”

”Det var ham der bortfø...”

”Jeg gider ikke høre på dit lort mere. Enten fortæller du mig sandheden, eller også smider jeg dig ud af huset!”

Med besvær rejste han sig og gik hen til døren: ”Jeg kan ikke... Tak for hjælpen, men jeg må gå nu.”

En hånd stoppede ham, og han vendte sig rundt for derefter at blive kysset...

Det gik så stærkt. Pludselig var de i sengen. Armen gjorde ondt, men han klagede ikke. Hun åbnede hans bukser, mens han åbnede op til hendes BH. Han kyssede hende ned af halsen, indtil han nåede til...

Det var tidligt næste morgen, da han åbnede øjnene og så, at Julia allerede var stået op. Han kunne stadig dufte hende i sengens lagen og dyne. Han fandt et enkelt af hendes lyse hår på sengelagenet. Det gik op for ham, hvad der var sket i går med henblik på skikkelsen, og han tog sig til hånden. Den var bundet op i noget bånd, der holdte den tæt op af hans bryst.

Da de kørte galt (for første gang), havde han ikke trodset skikkelsen, men det havde han gjort nu, hvor han bevidst havde flygtet og undveget fra den. Det betød, at han nu havde vist, at han var mod den, og det ville ikke overraske ham, hvis han nu blev anset som en fjende. Det var nu en jagt mellem katten og musen.

Ribbenet smertede, da han rejste sig fra sengen og langsomt arbejdede sig frem mod trappen. Der sad hun, Julia... og nød morgensolen.

”Godmorgen,” sagde hun uden at fjerne blikket fra vinduet. Han ignorerede hendes fjernhed og lavede noget kaffe til sig selv. Et stort tomrum af usagte ord og forvirrede tanker...

”Jeg kan bare ikke fortælle det,” endte det med, at han sagde.

”Inden klokken er tolv, skal du have sat dit sidste fodtrin i mit hus.”

Stilhed. Så sagde han med korte overvejelser: ”Jeg er ked af, men havde også set det her ske. Klokken tolv... jamen det er om ti minutter?”

”Godt observeret,” vrissede hun.

Han tog en dyb indånding, lod sin kaffe være og gik op på sit værelse. Her fandt han det brev, han havde efterladt, uåbnet under sengen, som han tog og skrev om. Slutningen af brevet skulle lige omformuleres... Han blev nød til at skrive slutningen med kuglepen i stedet. Derefter satte han sig i sengen og gjorde sig mental klar til at gå ned. Han ville ikke trodse hende, for hun havde fuld ret til at smide ham ud, ikke bare for de løgne, han havde fyldt hende med, men han var jo også bare en ensom mand, der snart skulle dø.

Han gik ned af trappen. Hun sad stadig og kiggede ud af vinduet uforandret siden sidst. Han tog mod til sig og satte sig. Uret viste, at der var tre minutter tilbage.

”Hør... Jeg går gerne, når du siger det... men... jeg synes bare, du skal vide, at jeg har været underholdt alle de dage, jeg har været her. Før ulykken i New York havde mit liv været noget lort, men da du introducerede mig for en ny dimension af livet, livsglæde, gik det op for mig, at livet måske alligevel havde noget, som for mig virker interessant. Livet kunne stadig tilbyde mig noget, og det var dig. Jeg ved ikke, hvorfor det så sent i livet viser sig, at der stadig er ting, der får mig til at ønske, at jeg var til. Hvorfor livet pludselig tilbyder mig dette, ved jeg ikke, men det, jeg ved, er, at ingenting i livet sker uden mening. Tænk på det, Julia. Manden, du boede sammen med, var utro af en grund, ikke en grund, der gjorde ham berettiget til det, han gjorde, men en grund... en mening. Livet ville ham noget andet.”

Hun begyndte at græde, tårerne faldt langsomt ned af kinderne og dryppede ned på gulvet: ”Skred nu væk fra mit liv!” råbte hun og slyngede en stol efter ham. Stolen ramte ham lige på den dårlige hånd, og han faldt om. Smerten sad som bindende reb om hans krop, kvalte ham langsomt og smertefuldt.

”Det må du undskylde,” hulkede hun og gik hen til ham, men han puffede hende væk med en blid hånd. Derefter rejste han sig og gik ud af døren med ordene: ”Nej, det er mig, som undskylder. Kig under sengen, hvis du fortryder dit valg for sent.”

Han valgte – meget velovervejende – at tage en taxa. Han kunne ikke blive ved med at udskyde det. Han måtte tage det, som det kom. I det mindste for sin egen Madeleine.

Taxaen kom, han steg ind, fortalte adressen og kiggede ud af vinduet, da den kørte. Farvel, Julia.

Kort tid senere blev taxaen indefra dækket af kvælende mørke, og en stemme lød: ”Nå, her er vi så igen, John Harrickson. Skal vi tage et tur ind i et træ igen, eller har du andre planer?”

”Gør en ende på mit liv, din djævelske skikkelse. Jeg er ikke længere bange for dig, så få skuespillet overstået. Jeg vil bare gerne væk nu...”

Døren gik op til det rum, John Harrickson havde sovet i, og Julia trådte ind. Hendes øjne var endnu våde af tåre, og lige nu var hun tom. Under sengen fandt hun ganske rigtigt et brev. En konvolut med en kursiveret underskrift fra John Harrickson.

Det er mig. På et tidspunkt ville du ikke kunne holde mig ud, vidste jeg, så derfor skrev jeg dette for to dage siden. Du ville højst sandsynligt gå amok, når jeg fortalte, hvordan dagene i det her hus har haft af virkninger på mig.

Læg dig i sengen. Du kan måske ikke dufte det, men den dufter af dig, og på sengelagenet er der hår fra dig. Jeg fortryder ikke den nat, hvor vi var sammen, for jeg følte, at det var rigtigt.

Hilsen en jagtet mand...

Columbus Ave/W 100th St

”Hvorfor er du egentlig den, du er?” spurgte han.

De sad endnu i taxaen, og skikkelsen havde været stille et stykke tid. Han fangede dens kolde blik og forstod, at han ikke snakkede med et menneske.

”I mennesker er nogle store spørgsmålstegn. I spørg om det, I ikke ved, og derfor spørger I hele tiden,” svarede den.

”Du svarer ikke på mit spørgsmål,” fastslog han. ”Måske får du folk til at lide, fordi du selv engang har oplevet det samme.” Han fornemmede for første gang en lille svaghed i mørket.

”Ah, du snakker, som du har forstand til. Det høres,” gav skikkelsen igen.

”Måske døde en af dine nærmeste i et trafikuheld,” gættede han og så en virkning. Nervøsitet.

”Hold nu kæft med dine analyser. Jeg har ikke brug for dit snakkeri. Jeg kører.”

”Ved du, hvorfor jeg ved, at du har erfaringer med trafikuheld? Det er, fordi jeg ved, at du dræbte min Madeleine og brød aftalen.”

”Vel gjorde jeg ej,” grinte den. ”Du er bare en ensom og skør mand, hvis kone døde i en klassisk højresvingsulykke, ikke andet.”

”Ja, jeg er til dels skør og nok også ensom,” konstaterede han,” men jeg ved, hvad du gjorde.”
”Og hvad så, hvis jeg gjorde det?” grinte skikkelsen. ”Det har ikke afgørende betydelse på vores aftale. Du skal dø, og så er det kapitel færdigt.”

”Ja, det er også rigtigt,” sagde han – dog med et usynligt smil på læben. ”Hvis du kan køre mig hjem, så vil jeg gerne dø der.”

”Mennesker og betingelser,” mumlede skikkelsen, men drejede alligevel ud på en anden vej i retning af John Harricksons toværelseslejlighed.

”Så er vi her,” sagde den og parkerede ud for lejligheden, skønt det ikke var tilladt i kraft af porten ud fra parkeringen.

”Ja, det er vi søreme også.”

De gik langsomt op. Ham forrest og med skikkelsen næsten i ryggen på ham vagtsomt overfor en eventuel flugt – det havde han jo efterhånden erfaring med. De nåede op til lejligheden, og han låste op med hjælp fra nøglen, skønt skikkelsen kunne have åbnet den på et splitsekund.

Det var godt at være tilbage. Det hjem, som havde været stedet, hvor han i en årrække havde boet. Han satte sig i lænestolen og sagde: ”Lad mig dø i denne stol. Den er blød og har tjent mig godt. Det skal ligne, at jeg er død under normale omstændigheder, ikke sandt?”

Skikkelsen nikkede, stillede sig foran ham og rakte hånden ud med en kroget, pegende finger mod ham. Lejligheden blev indhvirvlet i mørke, der langsomt sneg sig hen ad gulvet mod stolen, han sad i. Den gik op af stolebenet og videre hen på hans ben. Han mærkede, hvor kold den var. Nu nåede den ham til navlen og fortsatte...

”John Harrickson!” kom det fra døren.

Han kiggede hen mod den, hvor Julia stod. Tårerne i hans kinder frøs til is, idet mørket nåede ansigtet og sivede ned i munden. Mørket var inde i ham og pludselig mørknede det for øjnene. Det sidste, han mærkede, var hans krop, der faldt ned fra stolen og et skrig i baggrunden. Så gennemborende...

Der lød klapsalver i den store sal i hvidt marmor fra en stor skare af mennesker, der alle nikkede anerkendende og respektfyldt, idet John Harrickson, en ung mand i tyverne, kom ind af den prægtige dør. Han kiggede sig omkring og pludselig fik han øje på personen, der kom ind ad den anden port. Salen var mange meter lang, men han genkendte personen med det samme. Det var Madeleine. Hans Madeleine. De startede i løb. Han og hun. Til sidst krammede de hinanden, imens tilskuerne råbte og skreg i bar forbløffelse. En stemme, der stoppede larmen og de to i at kramme, lød dominerende i salen: ”John Harrickson, vi er glad for at se dig her, men jeg er desværre bange for, at du skal tilbage igen.”

”Jamen det er jo her, jeg hører til,” råbte han tilbage.

Kort stilhed, hvor ingen sagde noget. Derefter kom stemmen igen: ”Alle, du ser her, lever her. De er bestemt til at være her. Tiden har overhældet dem, men ikke dig, John Harrickson. Din tid er ikke kommet.”

”Jeg er jo død, er jeg ikke?”

Stemmen svarede denne gang kortfattet og bestemt: ”Nej, blodet svømmer endnu i dine årer. Du er ikke død. Jeg beklager... men da skikkelsen brød sin aftale om at rede hende, du ser foran dig, ophævede han dermed også aftalen. Du er en fri mand.”

Han fik igen øje på Madeleine, som fik ham til at græde: ”Undskyld,” hulkede han,” men jeg kan ikke blive hos dig, min egen.”

Hun gik hen til ham og kyssede hans tårer væk: ”Du skal ikke undskylde, men jeg takker dig for, hvad du har gjort for mig, Harrickson. Du er et stort menneske.”

Tilskuerne var tavse, og da ingen andre sagde noget, vendte Harrickson sig om, hvorefter han gik ud af selvsamme port.

Luften, der pumpede ind i hans lunger igen, fik ham til at stønne. Han lå på gulvet, og der var mørkt, men det var et andet mørke. Nattemørke. Noget så naturligt som nattemørke. Han rejste sig og gik ud af vinduet, hvor han fandt Julia i færd med at ringe til en ambulance. Da hun fik øje på ham, skælvede hendes øjne, og hun kastede mobilen fra sig.

Du er et stort menneske...

Read more...