Han havde ikke nødderne

”Ved du hvad, du skulle,” sagde Muldvarpen, ”du skulle tage at besøge Bogfinken, han ville være et godt parti for dig.”
”Altså hvad? Er det et arrangeret ægteskab det her? Jeg troede, det var os to, som skulle gå op gennem bøgealleen sammen.” Musen pressede vantro stavelserne ud mellem sine lange fortænder og fortsatte i et forbitret tonefald, ”hvad skal jeg dog med Bogfinken?”
”Det er fordi, jeg går under jorden et stykke tid,” sagde Muldvarpen, ”jeg er fuldstændig flad, og Rotten går mig på nerverne med hans to håndlangere, som bider mig i haserne. Jeg har for fanden ikke de nødder, der skal til for tiden.”
”Og så skal jeg spises af med Bogfinken? Tror du, jeg er komplet idiot?” Musen stemme var skinger.
”Nej, nej lille Mus. Det var ikke sådan ment. Men jeg er altså ikke parat til et fast…øh du ved...og nødderne...”
”Ved du hvad?” musen afbrød ham, som om hun var kommet på en helt ny ide:
”Jeg skrider!”
Nu var det Muldvarpens tur til at være overrasket:”S-s-slår du op,” spurgte han lettet.
Musen tog sin hale mellem forpoterne og snuste lidt til den.
”Ja,” sagde hun stille, men raseriet kom hurtigt op i hende igen:
”du tror vel for pokker ikke, jeg gider vente på sådan en blind tabernar som dig…? Eller…”
Hun tog sig i det, for hun kunne se, at Muldvarpen blev lidt ked af det. Muldvarpen satte sig overrasket ned på rumpen og lagde hovedet på skrå.
”Så er det en aftale,” sagde Musen lidt mere venligt.
”Okay,” sagde Muldvarpen, ”så slår jeg lige forbi Grævlingen et smut, han skylder mig…”
Musen verfede ham af. Hun kendte rumlen. Al den snak om nødder evig og altid!