Josefine og Sebastian Bind 1: Echelons Dræbermaskine

”Kom nu, Sebastian. Skynd dig!” Josefine kiggede sig frygtsomt tilbage. Ubitien var tæt på nu, og de kunne høre den frygtelige maskines hvinen. En gren svirpede hende i hovedet, så hun fik endnu en flænge, men hun nåede at gribe fat i den, så den ikke ramte Sebastian, da hun trak ham efter sig. Sebastians hånd knugede hendes, så hans små knoer blev helt hvide. Han kunne næsten ikke følge med. Udmattede løb de videre gennem den drivvåde skov. Pludselig standsede Josefine op. Hun holdt sin finger for munden, og Sebastian holdt vejret. Regnen var stilnet af, og der var helt stille omkring dem. Josefine tog fat i usb-nøglen i kæden om halsen. Den var der endnu.
”Kan du høre noget,” hviskede hun, så sagte hun kunne. Sebastian rystede på hovedet.
”Jeg tror, vi har rystet den af os.”
Hun gik hen til et grantræ, hvis grene gik helt ned til jorden. De gik ind under grenene, og der var en lille fordybning, hvor de kunne gemme sig.
”Bliv her,” sagde hun.
”Du må ikke gå fra mig.” Han knugede hendes hånd.

”Jeg kommer tilbage, Sebastian. Jeg bliver nødt til at skaffe den her af vejen. Kan du huske, hvad de gjorde med onkel Helmuth?”
Han knugede hendes hånd endnu hårdere.
”Der sidder en sender i denne her, tror jeg. Hvis Echelon får fat i den, vil han kunne sprænge halvdelen af jorden i luften. Onkels opfindelse må ikke falde i de forkerte hænder.”
Sebastian nikkede, men slap ikke.
”Hvad vil du gøre? De finder os alligevel. De fandt os jo.”
”På grund af senderen.”
Hun tog storesøsterstemmen på. I det samme hørte de Ubitiens skrækindjagende hvinen, og de krøb uvilkårligt sammen.
”Jeg vil nå frem til havet. Vi må være tæt på. Jeg ødelægger nøglen, og så...”
”Det kan du da ikke! Tænk på, hvor mange år, det har taget…”
Hun holdt sin finger for læben, og han tav.
”Jeg ved, hvad jeg gør. Og jeg kommer tilbage. Det lover jeg.”
Sebastian kravlede ned i hullet, og synet af hans bange øjne kunne ikke slippe hendes tanker, da hun begyndte at løbe. En måge skreg, og nu kunne hun mærke den salte lugt fra havet. Bag sig kunne hun høre maskinens hvinen. Hun løb ud i sollyset. Dybt under hende rullede bølger ind mod den stejle klippeside. Hun tog halskæden af og smadrede usb-nøglen med et klippestykke. Så smed hun den ud.