Mord i Madrid

Solen skinnede ned over det tørre, gule landskab. Så langt øjet rakte, var der afsvedne tørre marker, og luften flimrede i heden. Over byen spejlede solen sig i de azurblå swimmingpools, som var små oaser på toppen af de flotteste skyskrabere. På gaderne myldrede svedige turister med lyserøde ansigter, indkøbsposer og kameraer om halsen, mens de lokale svalede sig ved en øl og et stykke jámon i dunkle barer. På aviskioskens spisesedler bekendtgjorde El País, at landets værste seriemorder stadig var på fri fod, mens El Mundo viste et portræt af en smuk, ung kvinde og teksten: ”Intet spor af Isabella”.
På Paseo Castellana holdt bilerne i kø, og airconditionen kørte for fuld udblæsning i de hvide taxaer, mens señorer i gamle biler, kørte med knytnæven hængene løst ud af vinduet, for det tilfælde, at en medtrafikant skulle have en kærlig hilsen med på vejen. En grøn Seat fra 1987 holdt for rødt, og bilens fører, en 37-årig atletisk bygget mand men med tendens til topmave, slog irriteret ud med armen, så cigaretten vippede faretruende mellem læberne. Så snart lyset skiftede, gassede han op, og lettet strøg han fingrene gennem det mørke, glinsende hår, da han igen havde varevognen i sigte.
”Kalder alle vogne. Øjeblikkelig forstærkning til Puerta del Sol. Vogn 048 har brug for assistance. Jeg gentager: Øjeblikkelig forstærkning til…”

Juan Carlos skruede lidt ned for politiradioen og skoddede sin tiende cigaret i bilens overfyldte askebæger. Hans opmærksomhed mod vognen foran blev et øjeblik forstyrret, da han så ned, og da han kiggede op igen, blev han i tvivl, om den sorte varevogn længere fremme nu virkelig var den samme, som han havde skygget i op mod tre timer.
”Coño,” bandede han, imens han kneb øjnene sammen og prøvede at koncentrere sig. Jo, nummerpladen var den samme. Radioen insisterede på hans opmærksomhed:
”Kalder alle vogne. Øjeblikkelig forstærkning til Puerta del Sol. Vogn 048 har brug for assistance…”
Vogn 048. Han stirrede ned på radioen og derefter ud på den stærkt trafikerede Paseo Castellana. Vogn 048 var Maria Lucías vogn. Den sorte varevogn havde skiftet vejbane, og han fornemmede, at den ville fortsætte ud af byen, selvom han ikke selv vidste hvorfor. Han burde dreje af og komme sin kollega og bedste ven til undsætning inde i centrum, men han havde en stærk fornemmelse af, at manden bag rattet i den sorte varevogn var deres mand. Måske kørte han netop nu rundt med den kidnappede Isabella, som havde været forsvundet siden i tirsdags. Måske var hun stadig i live.
”Kalder alle vogne. Øjeblikkelig forstærkning til Puerta del Sol. Kollega ramt af skud. Jeg gentager…”
”Joder!” Bandede Juan Carlos, men drejede ikke op ad Gran Vía, som ellers på kort tid kunne føre ham ned til Puerta del Sol. Nu ville han blive nødt til at vende om, hvis han skulle hjælpe hende. Men varevognen foran havde kurs mod motorvej M30. Sæt nu det bare var en elektriker, som endnu ikke havde fået malet sit logo på varebilen. Så var han fucked. Med sin højre hånd berørte han åndsfraværende det lille helgenbillede, som hang ned fra bakspejlet. Bare det ikke var María Lucía, de havde ramt. Han bad til, at hun var okay. Kort før motorvejsafkørslen drejede varevognen væk fra hovedvejen og kørte ud i et industrikvarter. Om få minutter, ville Juan Carlos vide, om hans fært havde været rigtig. Han tøvede, da han så bilen parkere ved et øde pakhus længere fremme. Ønskede han virkelig at vide, hvem føreren var, nu hvor han havde ladt María Lucía i stikken? Selvfølgelig gjorde han det. Han afsikrede sin pistol og fulgte efter manden, som var forsvundet ind i pakhuset.