“Hør nu her, David. Det ville være meget nemmere, hvis du bare fortalte hvem du har købt det af. Vi kan jo nok godt forestille os hvem det er, der leverer varene her på skolen.” Skoleinspektøren kiggede gennemtrængende på drengen der sad overfor ham, på den anden side af det brede skrivebord. Mage til forhutlet individ. Kunne han da for pokker ikke bare lukke kæften op så de kunne komme videre.
Hashklumpen lå midt på bordet ved siden af lighteren og en pakke cigaretpapir. Gårdvagten havde taget David på fersk gerning – igen. Drengen forblev tavs. Hans sortmalede øjne var halvtdækkede af det fedtede, lange hår, der hang ned i ansigtet, men de stirrede direkte på inspektøren uden at blinke. Der var ikke den mindste snert af frygt at spore i hans blik, han fortræk ikke en mine – han var kold.
“Nej, jeg magter sgu´ ikke det her. Tror du dét er en attitude, du kan klare dig gennem livet med?” Inspektøren slog knytnæven i bordpladen som for at understrege at hans grænse var nået. Idet samme blev hans opmærksomhed fanget af en skinger lyd der kom nærmere og nærmere. David havde også hørt det og rettede blikket over mod døren ud til gangen. Da han atter så på inspektøren var det med en blanding af forundring og angst. “Der er nogen der skriger”, sagde han så. Det første han havde sagt, siden han var kommet ind på kontoret.
Inspektøren mærkede, hvordan en stigende uro spredte sig i kroppen.


Hun vidste at hun legede med ilden. Ikke nok med at de var kollegaer og begge gift, men hendes mand arbejdede tilmed i bygningen, der lå klods op og ned af skolebiblioteket. Som studievejleder på skolen kom han endda ofte forbi, enten alene eller i følge med elever, for at finde matrialer og bøger. Ja, og også for at hilse på Hanna. De havde været gift i tolv år, og han påstod at han var lige så forelsket i Hanna som da de lige havde mødt hinanden. Hun vidste derimod, at hun ikke var skabt til monogami. Ofte havde hun hadet sig selv for al sin utroskab, hadet at hun ikke bare kunne stille sig tilfreds med Torben. Han var den perfekte mand. Romantisk, gavmild, sjov, intelligent, energisk, spontan. Det kunne hun bare ikke...
“Uhmm, jaaa...nej, det går ikke” Hanna førte sine fingre igennem hans mørke hår, flettede dem bag hans nakke og gengældte kysset. Tag mig lige nu og her. Du gør mig vanvittig. “Det går ikke. Ikke nu...” hun skød barmen frem mod ham og mærkede hvordan hans greb om det ene bryst fik det til at sitre i hele kroppen. Hun lukkede øjnene og lænede sig bag over, op mod bogreolen. Jeg vil ha´dig. Rør mig, tag mig nu. “Peter, vi må vente. Tænk hvis en af ungerne kommer...eller Torben.”
Hanna og Peter stod i det fjerneste hjørne af biblioteket ved hylderne med ordbøger. Det var sjældent at denne del af det store skolebibliotek blev besøgt og det var blevet deres faste ritual at mødes dér i formiddagsfrikvateret, mens alle børnene løb rundt i skolegården og de fleste lærere drak kaffe på lærerværelset.
Pludseligt lød der et kraftigt smæld. Hanna fór forskrækket sammen. Det kom fra den modsatte ende af biblioteket, henne ved indgangen. Og så lød der et til. Var der nogen der slog på døren? Mærkeligt, den var jo ikke låst, tænkte Hanna. Det gippede i hende. Kunne det være Torben der havde fundet ud af... Hun nåede ikke at tænke mere, for så fyltes lokalet med nogle høje drøn og Peter faldt sammen for fødderne af hende, mens han brølede af smerte.

Matias stirrede tilfreds på tingene foran sig. Han havde arrangeret alle delene og stillet udstyret på sengen. Alt var klart. Omhyggeligt begyndte han at lægge det hele i sportstasken. Geværet, skilt ad i tre dele som hans far havde lært ham, kom i tilsidst. Man skulle altid fragte det i adskilt tilstand – “så er det fuldstændigt harmløst”, havde hans far altid prædiket. Matias havde været med på sin fars jagtture siden han var otte. Min lille jæger, havde han ofte kaldt ham og rost ham til op over skyerne, når han nedlage en and eller en hare. Men det var slut med den slags nu. Det var før alting begyndte at gå nedaf bakke for faderen. Nu sagde han aldrig noget pænt til Matias. Faktisk sagde han aldrig noget til nogen. Sad bare der og gloede bittert i sin kørestol. Matias rystede på hovedet som for at ryste det fri for tanker. Han så på sit ur. Halv ti. De havde plejet at tage afsted, så de var i marken inden det blev lyst. Det var bedst at jage om morgenen. Matias kastede et blik på sig selv i entréspejlet inden han trak huen ned over ørerne og lydløst gik ud af huset. “Jag eller bliv jaget”, hviskede han.

Nu kunne de også høre lyden af skud ude fra gangen. Inspektøren og David havde rejst sig og stod nu midt på gulvet inde på kontoret. Ingen af dem havde sagt et ord endnu. Inspektøren tog et skridt over mod døren, men ombestemte sig så og trak istedet hen mod vinduet – væk fra det stigende spetakel udenfor. Idet samme røg døren op. En salve af skud drønede ind over dem. David hørte hvordan det gav et smæld i hans ører da trommehinderne sprængtes, så hvordan inspektørens hoved blev kastet til den ene side da haglene ramte det, og så hvordan det mørke blod splattede ud på væggen overfor. Og så blev alt sort.

Hanna kastede sig ned på gulvet og forsøgte at finde ly bag bogtrolleyen. Skuddene knaldede om ørerne på hende. Aav, mit ben. Hun kiggede ned af sig og opdagede at hun var blevet ramt. Peter råbte ikke længere og lå helt stille. Var han død? Hvad er det her for et vandvid? Så gik det pludseligt op for Hanna at der var blevet stille i lokalet. Hun spidsede ører. Var det fodtrin hun kunne ane?
Personen der gik rundt inde i biblioteket, bevægede sig systematisk fra bogreol til bogreol. Noget dumpede ned på gulvet. Så kunne Hanna høre hvordan en taske blev lynet op, og dernæst hvordan et skydevåben blev ladt. Åh kære gud, lad mig leve. Hvis du lader mig leve, lover jeg at tro på dig, lover at være et godt kristent menneske. Jeg lover at jeg aldrig mere vil være utro, at jeg vil være ærlig og god....åh gud, åh gud...
Hannas ben gjorde frygteligt ondt. Hun lukkede øjnene for at holde smerten ud og bed tænderne sammen. Selvom alt lyset var gået ud og biblioteket så godt som lå i mørke, fornemmede hun, hvordan en skygge gled ind over hendes skælvende krop. Hun hørte ikke skuddet. Mærkede blot med at slag, hvordan livet forlod hende.

Matias kastede tasken fra sig i græsset. Den var tom. Han havde brugt al sin fars amunition på under en time. Dét kunne man kalde en jagt. Fuck, far slår mig ihjel når han finder ud af hvad jeg har gjort. Med en rolig, kontrolleret bevægelse tjekkede han at geværet endnu havde to patroner. Så gik han ud midt på fodboldbanen, satte løbet for tindingen og trykkede på aftrækkeren. Geværet røg ud af hans hånd, kroppen sank sammen og landede fladt på jorden. Alting åndede ro.

Et inferno af vilde sirener brød stilheden.

Lea/Filologen