Stilheden skriger

Vi sidder ved bordet. Min mor og mig. Mig og min mor.
Stilheden skriger i mine ører og river i trommehinden, førend den vælter rundt i rummet, kastet fra væg til væg for derefter at forsvinde ud af en lille åbning mellem gardinerne og videre ud, ud mod København.
Jeg synker maden og lader blikket hvile på min mors ansigt. Selvom et par dybe rynker er ved at sætte sine spor i hendes ansigt, ser jeg også en vis fornyelse, som jeg ikke før har bemærket. Hendes læber er indtørrede, og jeg betragter dem, mens de med en rolig bevægelse fortærer den mad, som bliver ført op til den.
Det lille, hurtige vip med hendes højre øjenbryn afslører, at hun tager notits af mine iagttagende blikke. I det samme sænker jeg mit blik og drejer hovedet rundt for at kigge lidt på rummet omkring mig. Tavsheden skriger stadig, men når man ved, hvordan man skal gøre, kan man aflede dem, så det bliver til en karakterløs baggrundslyd.
Da jeg har sikret mig, at hun igen er optaget af sin mad, fastholder jeg blikket på hendes ansigt, der er rettet mod tallerkenen. Sorgen er malet i hendes ansigt. Man ser den tydeligt. Den har med et lille penselstrøg lavet mørke, dybe træk, udtrykkende for sorg og magtesløshed.
Om natten, præcis klokken to, vågner jeg og rejser mig fra sengen, da jeg kan høre mærkelig lyde fra min mors soveværelse. Jeg går ud på gangen, tør ikke at tænde lyset i frygt for, at hun skal opdage, at jeg er her, går hen til døren til hendes soveværelse og lægger mit øre ind mod døren. En svag, afmægtig og forpint hulken lyder bag døren. Mit hoved ligger som limet fast til døren, mens mit øre intenst lytter efter.
Forlader soveværelsesdøren og går i seng. Tankerne er som en tornado. Sorgen er som en tung tåge.
Morgenmad. Min mor og jeg er gået til bords. Jeg kigger på hende; hendes ansigt afslører ikke, hvad der skete i går.
På den anden side virker det ikke mærkeligt, tværtimod, jeg og især hende ved, hvordan man skal se ud, ligesom om man har det godt.
Fra i dag af har vi haft tretten år til at øve os, så det er ikke så sært, at hun seks timer efter hulkeanfald, ser ud, som om hun har lyst til at leve livet til ende.
Mennesket er som en matematisk brøk. I alt består mennesket af ti tiendedele, men når sorgen trænger på, tvinger vi de sidste ni tiendedele i skjul i skam. Min mor er ikke en undtagelse. Hun gemmer de sidste ni tiendedele i skam over, at far fandt det svært at leve på denne jord. Men han lever stadig i os, som var han levende. En del af os. En del af sjælen. Også selvom han gjorde det fra femte sal i vores tidligere bopæl.
Jeg kigger på mor. Hun kigger på mig. Vi kigger på hinanden, indtil sorgen forvrænger hendes ansigt og vælter skålen med mælk og Mysli ned på gulvet. Mælken ligger i en pøl på gulvet. Myslien ligger som små malerklatter. Stilheden skriger højere end nogensinde, og vi ved, selvom vi skjuler det, at den aldrig helt vil forsvinde.