Smerten bag det smørrede smil

Jeg betragtede regnen, der piskede ned fra et par faretruende sorte skyer på himlen. I baggrunden kunne jeg høre min lillesøster være utilfreds over et eller andet. Det var svært at blive klog på min lillesøster, Emma, som altid havde et eller andet at brokke sig over, give en provokerende kommentar eller bare himle med øjnene. Når hun himlede med øjnene, var det som regel på grund af, at hun ikke fik sin vilje. Men sådan var småfolk jo. Man kunne ikke forvente, at de i den alder havde det mindste omløb i hjernen. Især ikke ved Emma.
Hvad skal jeg så lave i dag, tænkte jeg, mens jeg åndede på ruden og tegnede en tegning af et eller andet. Jeg vidste ikke hvordan, men tegningen endte med at ligne Anne. Jeg havde jo ikke andet i hovedet end hende, så jeg kunne ikke forstå min overraskelse, da jeg indså, hvad min tegning lignede: Anne, som stod nøgen under bruseren med hendes klatte, mørkebrune hår dækkende omkring skuldrene og hendes boldagtige bryster, der var fuldstændig identiske. Billedet af hende, nøgen under bruseren, var en gammel erindring, jeg havde gemt i mit hukommelsesarkiv, siden de gode gamle dage, hvor vi så hinanden næsten hver dag. De gode gamle dage, hvor det kun var os og så alle andre levende, eksisterende mennesker på denne jord.
En hosten knallert drønede forbi. Måske var det Mik, der susede forbi der, tænkte jeg, men blev så igen forsumpet i mine tanker:
Nu var det Mik og Anne og derefter alle andre eksisterende mennesker på jorden inklusiv mig. Men på trods af, at jeg nu bare var mig og ingen andre, så vi stadig hinanden en gang imellem. Men vi vendte aldrig tilbage til fortidens dyder. Var jeg overhovedet interesseret i det?
Mobilen ringede. Jeg tog øjenkontakt med min mor for at se, hvem der skulle tage den. Jeg tog telefonen. Det skulle vise sig at være en god ide, at det var mig, som skulle tage den:
”Det er Jonas. Hvem snakker jeg med?” spurgte jeg.
”Anne,” lød det kort fra den anden del af telefonforbindelsen.
”Arh, det er dig, Anne... Øhm, hvorfor ringer du?” sagde jeg meget tøvende.
”Kunne vi ikke mødes ved café Kræz?”
”Øhm, øhm... Nu?”
”Ja, eller – du ved – om et kvarter?”
Jeg fandt det ikke rigtigt at indvende, så jeg gav et hurtigt ”ja” i røret og lagde på. Hvad havde jeg gang i? Mik var trods alt min ven, og hvad skulle jeg nu? Mødes med hans kæreste ved café Kræz? En date?
”Hvad skal du?!” spurgte min mor, da jeg stod foran døren, parat til at tage af sted med formelttøj på.
”Bare mødes med én...”
”Èn, jeg kender?” spurgte hun mistænksomt.
”Anne fra min klasse.”
Mens jeg kunne se, at hun ville kommentere mit møde med hende, sagde jeg ”hej” og smækkede døren efter mig. Hun var bekendt med de gode gamle dage sammen med Anne. Jeg sukkede. Men det er fortid nu, tænkte jeg og låste min cykellås op.
Det regnede stadig, men ikke så kraftigt som før. De mørke, faretruende skyer bevægede sig langsomt væk fra Odense ved hjælp af en stærk sydlig vind. Mens skyerne trak mod nord, cyklede jeg forsumpet i mine tanker. Anne kom hele tiden frem i hovedet på mig. Et billede dannet af min dybeste erindringer, hvor hun smilede til mig og vores hænder var flettet sammen, viste sig hele tiden i mit hoved. Hvor mange nætter havde jeg ikke haft udløsning ved hjælp af min forestilling om hende – Hendes runde, sunde, kvindeligformede krop med to tynde, glatte arme i siden og et par slanke ben. Jeg sukkede opgivende ved synet af bulen i mine bukser.
Jeg parkerede min mountainbike i et cykelstativ nær café Kræz, en lille café, der afrundede et hjørne og begyndelsen på Odense gågade. Jeg kiggede mig omkring uden at få øje på Anne. Måske havde hun bare jokket? Hun sad sikkert derhjemme og knaldede Mik, mens hun havde et smørret smil på læben.
Jeg fik et prik i ryggen og snurrede rundt, så mit ansigt pludselig var parallelt rettet mod et par grønne øjne. Anne. Hun smilede.
”Godt du kom, Jonas,” sagde hun og krammede mig.
Hun var en smule laver, end jeg var, cirka ti centimeter, men jeg bukkede mig bare svagt. Hun skulle nødig føle sig lav i forhold til mig.
Kort tid senere sad vi på et par bløde stole overfor hinanden, kun adskilt af et solidt egebord og en lampe over os á la PH-lampe. Anne bestilte en gang brunch og en mellem appelsinjuice, hvorimod jeg også fik en gang brunch, men tog en jordbær smoothie. Vi sad tavse og ventede på vores bestilling. Jeg hvilede mine hænder på bordet, samtidig med, at jeg forsøgte ikke at fange hendes blik. Jeg vidste, at hun prøvede at fange mit blik, og at hun kunne fornemme min urolighed. Sådan var det også i ”de gode gamle dag”: Hun kunne fornemme, når jeg var ilet til mode.
”Nåh... Hvordan går det så med dig og Mik?” spurgte jeg, mens jeg malede en grimasse over mit ansigt. Jeg vidste, at det var et dumt spørgsmål, men samtidig føltes det ikke naturligt at sidde i stilhed.
”Det går godt,” sagde hun efter en tænkepause.
Jeg sank en klump. ”Det var godt,” fremstammede jeg.
Igennem to år havde jeg forsøgt at lyde positiv overfor Anne og Miks forhold sammen, da jeg ikke ville være uvenner med hverken Mik eller Anne for den sags skyld. Jeg havde prøvet at være i baggrunden som den ven, der kun ønskede dem godt og kun ville dem godt og var glad på deres vegne. Men det var ligesom lidt svært, når smerten var bag mit smørrede smil. For inderst inde så smerter det her mig mere, end et sår kunne. Det var et uhelbredeligt sår, der sad på mit hjerte og smertede hver gang, mine tanker vendte tilbage til fortidens dyder. Ingen runkenfotografering kunne afsløre smerten i mit indre, intet plaster eller gips kunne lindre den indre smerte, og ingen trøst kunne formilde mit sinds pinsler, som kom som piskeslag hen af ryggen for hver erindring, der strøg over mit forestillingslærred. For hver forestilling af min Anne.
”Det går også godt her,” angav jeg, idet vores bestilling blev sat på bordet.
Jeg begyndte at prikke lidt med gaflen på æggekagen på brunchtallerkenen, der bestod af bacon, æggekage, et stykke, magert rugbrød, en lille skål yoghurt med mysli og et kogt æg. Det eneste, jeg ikke havde lyst til nu, var at fortære denne her brunch. Den var ikke ringe, slet ikke, men sorgen bag det smørrede smil var for store i Annes tilstedeværelse.
”Hvordan går det med Emma, din lillesøster?” spurgte hun brat.
Jeg kiggede lidt på hendes brunchtallerken. Hun havde heller ikke spist noget, og jeg havde bemærket, at hun bare havde betragtet mig i al den tid, hvor tankerne havde overmandet mit sind.
”Ulidelig som altid.”
Anne udstødte en svag latter over mit svar og et smil dannede sig over hendes mund, men forsvandt, idet hun kiggede mig ind i øjnene. Jeg prøvede at smile, men smilet, der hurtigt forsvandt, fortalte tydeligt om al den smerte, der lå bag overfladen. Derefter kiggede jeg væk. Mine øjne lyste af håbløshed.
Anne spurgte altid ud om Emma, eftersom at hun altid havde leget med hende, når hun var hjemme ved mig. De legede godt sammen, og Emma spurgte dagene efter, om Anne ikke snart kom og ville lege. Det var to år siden, hun sidst havde spurgt. Hun vidste, at jeg blev sur, når hun spurgte. Nogen gange efterlod jeg et rødt mærke på hendes kind, hvor min hånd havde været. Siden hendes manglende besøg var Emma bare blevet mere ulidelig at høre på. Men det kunne man ikke bebrejde Anne for.
”Hun har ikke forandret sig det mindste,” sagde jeg som en videregivelse af mit korte svar. ”Hun har fået sit eget værelse, så nu har jeg værelset for mig selv.”
”Men jeg kan høre, at hun stadig irriterer dig?”
”Åh, ja... Jeg ville sætte pris på et par ørepropper.”
Et smil kom igen over hendes mund, men jeg tog ikke notits af det. Regnen begyndte at piske mod jorden udenfor, og jeg betragtede en dråbe, der gled langsomt ned af glasset. Jeg åndede på glasset og begyndte at tegne noget. Tegningen forestillede to hænder, der flettede sammen. Jeg håbede ikke, at tegningen var så god, at Anne kunne gennemskue det. Det var også lige meget. Alt sammen var lige meget. Hun vidste godt, at jeg bare skjulte det, der lå bag facaden.
”Nu bliver min cykel våd,” sagde jeg overfladisk. Hvad var det for noget lort at fyre af?
Nogen gange troede jeg, at det var min skyld, at Mik og Anne blev kærester. Jeg var alt for overfladisk og ufølsom, og tilbød nærmest Anne til at finde en anden end mig. Hun fortjente også noget, der var bedre, end alt det, jeg kunne tilbyde hende. Mik kunne nok. Jeg vidste, at han var kærlig og øm overfor hende, og at han passede godt på hende. Hun var som en vase, man ikke skulle tabe på jorden. Et krav, jeg ikke kunne udfylde. Bare tiden med mig ikke havde virket skadeligt overfor hende. Så havde jeg da for alvor en grund til aldrig mere at se hende eller at snakke med hende. Havde jeg overhovedet ikke det i forvejen? Hvorfor sagde jeg ikke bare til hende, at jeg ikke ville se hende? Nej, det var ikke hendes skyld det her. Det var min. Skylden hang på mine skulder. Men på den anden side havde jeg også i en periode afvist hende, når hun ringede og spurgte, om vi kunne snakke eller mødes. Min undskyldning var enten, at jeg var syg, skulle til fødselsdag eller med min mor og far til Jylland, hvor størstedelen af vores familie bor. Det havde ikke ført noget godt med sig. Jeg havde stadig stor skyldfølelse efter det. Bare sådan at afvise hende, fordi jeg selv var en dummermikkel var ikke en grund i sig selv.
Jeg fjernede blikket fra ruden og kiggede hen på hende. Hun kiggede på mig. ”Hvorfor ville du egentlig have, at vi skulle mødes her? Der er jo så mange andre caféer her i Odense.”
Jeg kunne se på hendes blik, at hendes hjerne kværnede. ”Det ligger tæt på, hvor min mor bor.”
”Bor din mor og far da ikke sammen... længere?” fremstammede jeg.
For første gang nogensinde smilede hun et smil, som skjulte en smerte bag sig, en smerte, der fortalte sit eget sprog: Hendes forældre var skilt.
”Det gør mig ondt,” sukkede jeg stilfærdigt. Min stemme var oprindeligt fuldt med sorg og medlidenhed, men Anne sagde bare: ”Nåh, det skal du ikke tænke på. Det har skam ikke ramt mig så hårdt. Min far bor i en lejlighed i Middelfart nu. Jeg besøger ham i weekend og størstedelen af ferierne, så jeg kan leve med det. Han har allerede fundet sig en kæreste, en kineser, der arbejder på en kinesisk restaurant som kok. De ser ud til at falde godt i hak sammen. Jeg er meget glade på deres vegne.”
Hvorfor betroede hun mig sådan nogen personlige ting? Havde jeg da ikke vist, at jeg ikke var værdig til at modtage noget personligt fra hende? Kunne hun ikke indse, at jeg var den skrækkeligste og grimmeste person, hun overhovedet kunne være sammen med?
”Det var godt,” sagde jeg og kæmpede for at holde det smil, der bredte sig på mine læber. Der gik fem sekunder, så forsvandt det, så kun sorgen var tilbage i mit ansigt. En blæksort sorg.
”Nåh,” sagde Anne, idet de tog overtøj på, ”jeg har noget, jeg skal vise dig hjemme hos mig.” Jeg nikkede.
Vi gik fra café Kræz igennem gågaden, indtil vi nåede til Super Brugsen. Derefter gik vi hen af Sanktknudskirkestræde, inden vi drejede ned af Klaregade hen til Hunderupvej og videre ind i Munke Mose. Derfra kom vi til Sadolinsgade, hvor hendes mor eftersigende skulle bo i et hyggeligt hus, alt for stort til hende og Anne. Her havde jeg godt nok været utallige gange for at besøge Anne. Et smil smørrede sig om munden på mig, oprindeligt med lykke og gensynsglæde med stedet. I denne gade var der gemt mange gode minder.
”Lad mig tage din jakke,” sagde Anne, da de stod i entreen iført overtøj.
De gik igennem stuen. ”Hej, skat. Åh, du har taget Jonas med hjem. Sikke en overraskelse,” sagde hendes mor og rejste sig for at tage imod mig. Jeg trykkede hendes mors hånd og nikkede med hovedet. Hun lugtede af Lookcigaretrøg. Jeg kendte lugten. Så stod vi lidt i en trekant uden noget at sige. ”Nåh, skal I så i biografen eller noget?” spurgte hun.
”Mor, nej! Kom med, Jonas, vi går ind på mit værelse.” Hun tog min hånd og førte mig igennem det ene flotte rum efter det andet. Hendes hånd var blød, og hendes hud var glat som silke. Jeg havde helt glemt, hvordan den føltes i min. Min håndoverflade blev svedig. Håbede ikke, at hun opdagede det.
Hendes værelse var blevet ommøbleret en del, siden jeg sidste havde været her: Hendes seng var flyttet helt bag hen til vinduet og radiatoren, og skrivebordet stod der, hvor sengen sidst havde stået, henne mod højre væg, som ud over skrivebordet blev dækket af en stor bogreol systematiseret efter alfabetiskrækkefølge.
Anne lagde sig i sengen med et plask og slog hånden mod madrassen som tegn til, at jeg skulle ligge ved siden af hende. Jeg tøvede lidt, men gjorde så, som hun sagde. Da Jeg så lå ved siden af hende, blikket rettet mod det hvidmalede loft og armene oppe omkring brystkassen, lænede hun sig indover og kyssede mig blidt, men kontrollerende på læberne. Blidt, men fast tog jeg med armene i brug og fjernede hende fra mig, mens jeg kiggede overraskende på hende: ”Jeg tror ikke, det er godt for dig og Miks forhold, at vi ligger her.”
”Åh, mig og Mik er ikke kærester længere. Han droppede mig. Det svin!”
Jeg kiggede følelsesløst ud i luften, uden at en eneste tanke strejfede mig. Hvorfor havde Mik ikke fortalt mig det her?
”Desuden,” sagde hun og satte sig oven på mig med smilebåndet kørende, ”så ved jeg, du trænger til mig. Du har fire behov: Mad, hygiejne, søvn og mig! Intet andet! Jeg ved, du behøver mig, jeg ved, du onanerer ved forestillinger af mig nøgen, jeg ved, du vil tage mig, hvis det kunne lade sig gøre og duske mig på stedet.”
Jeg flyttede hende fra mig og rejste mig fra sengen. ”Det kan godt være, du har ret i, at jeg har onaneret med dig i hovedet, at jeg har lyst til at duske dig nu, og at jeg trænger til dig. Men en ting siger jeg dig: Jeg kan ikke gøre det her over for Mik. Jeg kan ikke være det her bekendt. Derfor kan jeg styre min lyst, derfor kan jeg nøjes med at onanere med tanke på dig, men det betyder ikke, at jeg vil duske dig og være en dårlig ven. Trods alt ikke. Mange ting har jeg gjort forkert, men denne fejltagelse vil jeg ikke begå.”
Jeg tog mig til munden. Jeg havde sagt mere, end hvad der var nødvendigt. Anne kiggede ondt på mig med en sådan grusomhed og had, at det nærmest gassede ud af næseborene på hende. Med et trak hun på smilebåndet.
”Moah!!!” råbte hun skingert, ”vær sød at fjerne den her perverse stodders fingrer fra mig.”
I det samme gik døren op og hendes mor strøg ind. Først kiggede hun på sin datter, der i mellemtiden havde taget trøjen og kjolen af, så hun lå i sengen med trusser og BH, hvorefter hun kiggede hadefuldt på mig.
”Ud! Ud! Så er det ud med dig, og jeg vil ALDRIG se dig igen! Er det forstået! Du skal aldrig mere tage hende uden hendes vilje, er du med!”
Det var ikke spørgsmål, der kom ud af hendes mund. Det var advarsler. Jeg bakkede, mens moren trådte fremad. Bag hendes skulder trak Anne let på smilebåndet, kunne jeg se. Et lumsk smil. Til sidst var jeg trængt hen til døren, hvorpå jeg modtog et spark mod skridtet, der sendte mig ned af stentrappen med et smæld. Jeg landede på måtten med et smæld, og mit hoved slog ned i fliserne med et knald, der fortonede sig i mine øre, samtidig med en knasen fra mit kranium.
I min underbevidsthed hørte jeg svagt nogle stemmer omkring, men stemmerne var utydelige og usammenhængende, og jeg døde hen, idet der lød en stemme: ”112 nu!”
Bag øjenlågene bemærkede jeg svagt folks massetilstedeværelse. Der lød kommanderende stemmer, andre stemmer var i ”javel-tonen”. Folk bevægede sig hurtigt omkring mig. Jeg kunne mørke deres blikke, deres iver efter at gøre et eller andet med mig og deres hast, der betød, at der var noget galt. Jeg trak på smilebåndet. Et smil med varme og uoverflødighed. Derefter blev jeg trykket ned i et mørke. Jeg fik en fornemmelse af ikke at kunne trække vejret, være magtesløs og intetsigende. Jeg gispede hele tiden efter den manglende luft, der gjorde mig mere og mere desperat. Pludselig kom der et stød igennem mig. Et stød, der fik mit åndedræt til at blive roligere. Jeg sank væk.
Mine øjenlåg sitrede svagt, idet lidt lys varmede mit ansigt. Jeg åbnede øjnene langsomt, svagt og afkræftet. Jeg lå i en hospitalsseng. Hvor var jeg henne? Jeg rykkede på mig, men en pludselig smerte lammede hele min krop. Det fik mig til at stønne.
”Hvis jeg var dig, ville jeg ligge stille,” sagde en stemme ved siden af mig.
Jeg vendte ansigtet og fik øje på en læge iklædt hvidt, ensformigt tøj. Han smilede til mig og nikkede. Der var noget beroligende over ham.
”Du må hellere takke de højere magter for, at du er i live nu. Det var held, at vi opdagede, at du havde indre blødninger og kraniebrud i tide, ellers havde du taget turen til Paradiset.”
”De andre,” stønnede jeg afkræftet, ”hvad er der sket med de andre?”
Manden rejste sig op og gik hen til sengen. Han kiggede ned på mig. ”Du er endnu alt for afkræftet til at kunne fokusere på, hvad der er sket med andre end dig selv. Det er forståeligt, selvom du har ligget her i to dage. Jeg foreslår, at du sover videre. Når du har fået mere energi, vil jeg fortæller dig alt, hvad der skete, men nu kan du ikke tage stilling til noget.”
Manden stod ved døren. Han smilede til mig og gik ud. Jeg kiggede mig omkring i rummet: Rummet var enkelt og fuldkomment hvidt. Et enkelt vindue med et par hæslige gardiner, der skreg på at peppe stemningen op i rummet, befandt sig lidt væk fra mig. Derudover var det tomt ud over stolen, lægen havde siddet på og et apparat med alt muligt mærkeligt udstyr. Til sidst slap energien, og jeg måtte give efter for trætheden, der i samme øjeblik overmandede mit sind.
To dage senere vågnede jeg igen, klarer i tankerne og med mere energi. Dog havde jeg en forfærdelig dunken i hovedet, og der var sat en masse gips rundt om, muligvis på grund af kraniebrud. Men hvor alvorligt var det mon? I det samme gik døren op, og lægen i det hvide tøj kom ind. Han smilede, og jeg gengældte i det samme smilet, der efterhånden var karakteriseret denne læge.
”Hvordan har man det?” spurgte han og satte sig i stolen.
”Hvorfor har I sat gips rundt om mit hoved?” sagde jeg og havde besvær med at dreje hovedet således, at jeg kunne fange hans blik, ”det er irriterende.”
”Du faldt ned af trappen, og det har så medført, at du har fået kraniebrud, min ven, men du er heldig. Det er kun en lille sprække ind til hjernen, og vi opdagede de indre blødninger, som bruddet medførte, i rette tid, så vi kunne nå at redde dig, inden det var for sent.”
Jeg kiggede på ham. Der var endnu mange spørgsmål, som jeg ville have besvaret: ”Og hvad med de andre?”
”Mener du pigen og kvinden?” spurgte lægen.
”Hvordan så de ud?”
Lægen blev stille i et øjeblik, eftersom han lige skulle tegne sig billedet af de to personer. ”Pigen med mørkebrunt hår, tynd og slank. Kvinden var midt i fyrrerne og lugtede forfærdeligt af Lookcigaretrøg.”
Jeg smilede. ”Ja, det er dem. Hvad er der sket?”
”Pigen var her den første dag i ventelokalet, mens du blev opereret og gennemset. Hun gik først hjem, da vi sagde, at risikoen for, at du ville overleve, var stor. Kvinden har ringet adskillige gange herud og spurgte os ud omkring dig, og hvordan det gik, og om du havde det godt. Jeg har forstået det sådan, at hun var årsagen til ulykken.”
”Undskyld, men jeg har lidt svært ved at huske det,” sagde jeg med en ømmende hånd på hovedet, ”alt gik så stærkt, at jeg ikke kunne følge med... I tror vel ikke, at det er mig, som har voldtaget hende, vel?” fløj det ud af mig.
Lægen skiftede ansigtsudtryk. ”Pigen har forklaret, at det var en misforståelse.”
Jeg sukkede. Og begyndte at tænke på Anne. Hvor desperat hun havde lydt, da hun råbte efter sin mor. Det var egentlig, nu hvor jeg tænkte mig om, hende, som havde foreslået, at jeg skulle... duske hende. Hun virkede direkte besat af det.
”Jeg snakkede med pigen,” indledte lægen, ”lige inden hun gik. Hun grad og sagde, at det alt sammen var en fejltagelse... en misforståelse, og at det ikke var sådan ment.” Han holdte en pause: ”Jeg sagde til hende, at hun skulle gå hjem og få en god nats søvn og ikke tænke på, hvad der var sket. Jeg lovede hende at give besked, når du var kommet til dig selv... – hvis du ville komme til dig selv.”
”Hvad mener du med hvis?” sagde jeg mere urolig end før.
Lægen kiggede op med et alvorligt blik, mens hans hænder rystede: ”Du kunne have fået permanent hukommelses tab, min ven, det var derfor, jeg sagde, du skulle takke de højere magter. De har virkelig hjulpet dig på vej. Og ja, jeg tror, de havde indflydelse på, hvad der skete. Da vi havde bedøvet dig og var lige ved at igangsætte operationen, så vi alle sammen, at du smilede. Det gav os et eller andet håb. Vi vidste, at vi endnu ikke havde tabt dig helt, selvom det på det tidspunkt så kritisk ud.”
Jeg tav, og mit blik flakkede, idet det gik op for mig, hvor heldig jeg havde været. Hvor heldigt det var, at jeg overhovedet kunne huske dette. Hvor heldig jeg var, eftersom jeg overhovedet levede. Nu, hvor døden havde åndet mig i nakken, værdsatte jeg pludselig ting, der førhen havde været ligegyldig, ting, som for mange var bagateller og unødige detaljer, men som nu fik mig til at indse, at ting ikke bare kom, men kom med mening. Alt i livet var meningsfuldt. Det skete ikke bare. Folk overlevede ikke bare. Folk spiste ikke bare. Folk gjorde alt med mening, og måske, ja, måske var der en dybere mening med dette.
Lægen smilede af mig og forlod rummet igen. Jeg havde en fornemmelse af, at han kunne aflæse mine tanker, men sådan noget var ikke noget at spøge af.
Senere på dagen, efter et par timers formiddagssøvn, gik døren op og ind trådte Mik. I den ene hånd havde han en pukket roser, i den anden en pakke chokolade af den dyre slags. Hvorfor bemærkede jeg sådan nogen ting?
Den tomme blomstervase, der lå på et bord ved siden af sengen, fik roserne i sig. Mik satte sig på stolen nær ved mig, mens han smilede lystigt.
”Det var da nok en flot hat, du har fået,” sagde han.
En rigtig Mik-kommentar. Jeg smilede og grinede stilfærdigt, mens jeg pegede op på gipsen: ”Ja, synes du ikke.”
Så blev der stille et stykke tid. Jeg betragtede roserne: ”Tak for roserne,” angav jeg.
Mik nikkede. ”Jeg tror, min nabo bliver sur.”
”Når, hvorfor da?” spurgte jeg.
”Fordi han nu er otte roser fattigere,” tilføjede Mik med et grin på smilebåndet.
Jeg grinte med, men sagde så: ”Du er vel ikke sur på mig efter, hvad der skete? Har du hørt historien?”
Mik blev stille og kiggede så alvorligt op, men brød så ud i et grin: ”Du har haft indre blødninger og en revne gennem kraniet. Hvordan kunne jeg være vred på dig? Desuden... mig og Anne er ikke kærester længere.”
”Nåh,” sagde jeg, som om det var en overraskelse. Anne havde jo nævnt det. ”Hvorfor ikke?”
I det samme fortrød han at have spurgt og ærgrede sig. Det var dumt. Det skulle han aldrig have gjort. Måske var det bedre, hvis han bare var død?
”Jeg ved, at du altid har kunnet lide hende mere end jeg,” indledte Mik med en klump i halsen, ”det har jeg vidst i rigtig lang tid. Den måde du kiggede på hende, fortalte mig det, som du kun med din stilhed og falske smil har kunnet fortælle. Jeg har altid vidst, at det smertede dig ved tanken om mig og Anne. For to år siden var I jo kærester, og jeg synes...” Mik gik i stå. Pludselig begyndte tårerne at trille ned af kinderne på ham. Jeg kiggede forbavsende på ham, og han mødte mit blik: ”Du fortjener hende, Jonas. Du har altid været god og kærlig overfor hende, selvom det har smertet dig meget. Det må du virkelig undskylde. Du har aldrig sagt hende imod eller været ondskabsfuld overfor hende. Du er et godt menneske helt igennem, Jonas. Du fortjener at være kærester med Anne.”
Jeg og Mik kiggede stadig på hinanden: ”Indtil for nyligt har jeg aldrig afvist hende, Mik. Men det har jeg nu. Jeg nægtede at gå i seng med hende. Jeg afviste hende. Jeg er ikke et godt menneske.”
Jeg tog blikket til mig. ”Nej, du er ej, Jonas, du vil bare ikke indse det! Du afviste hende kun af god vilje. Fordi du ikke ville såre mig. Fordi du er det, som man kan kalde en ærlig og sympatisk person og det, man kan kalde en rigtig ven. Venner skilles ikke bare, fordi man er kærester med en pige! Selvom piger er den perfekte venskabsdræber! Venner er der for at støtte hinanden, og det har du fået mig til at indse. Vi var ved at ryge fra hinanden, fordi sorgen over at miste Anne blev for stor!”
Vi fik øjenkontakt med hinanden igen. Mik var holdt op med at græde og kiggede nu venligt, men fast på mig. Derfor sagde jeg: ”Hvad så med dig, Mik? Vil du ikke savne Anne?”
Miks ansigtsudtryk blev mildt, og han smilede venskabeligt til mig, som om han havde forventet netop lige det spørgsmål: ”At se, at du er glad, og at det er Annes skyld, gør mig glad, Jonas. Når du er glad, er jeg glad. Det er derfor, vi er venner, og det er derfor, vi blev venner, da vi legede i børnehaven. Kan du huske det?”
Jeg nikkede og forstod, hvad Mik hentydede til. Måske var det bedst sådan her.
”Desuden gik det meget godt med vores venskab, da dig og Anne var sammen,” tilføjede han.
Mik rejste sig, lagde den dyre chokoladeæske på dynen, jeg lå indsvøbt i og forlod rummet uden tøven, dog med et lille nik som farvel.
Efterhånden, som dagene trillede af sted, kunne jeg mærke, at jeg fik mine kræfter tilbage. Endnu advarede lægen med det karakteriserede smil om, at jeg skulle bevæge mig uden for sengen, men dunken i min hjerne var ikke nær så pinefuld, og jeg vendte og drejede mig, som det passede mig. Verden udenfor vinduet forandrede sig også. Vejret blev mindre vådt, og oftere og oftere tittede solen frem mellem de skrigende, gullige gardiner, indtil den dag, hvor døren gik op og Annes mor kom ind med et beskedent og tristmodigt blik. Jeg prøvede at møde hendes blik, men hun undlod at tage imod det og satte sig i stedet på en stol. Jeg vendte i sengen og kiggede stift på hende uden at blinke.
”Tag det ikke så tungt. Det var ikke din skyld.”
”Ikke min skyld! Hvem fanden var det så?!” råbte hun, men rettede så blikket mod gulvet og sagde: ”Undskyld.”
”Det gør ikke noget. Jeg er efterhånden vant til at få besøg af vrede mennesker her i rummet,” smilede jeg varmt.
Hun kiggede op på mig: ”Hvem har besøgt dig?” spurgte hun overraskende.
”Mik,” sagde jeg kort.
Hun nikkede og kiggede ned igen, ligesom hun ikke rigtig kunne finde de ord, som hun følte skulle ud. Men jeg rakte hånden ud og sagde: ”Tag min hånd og føl på den.”
Først rystede hun på hovedet, men så sagde jeg mere olmt og fast, at hun i det mindste skulle gøre, som jeg sagde. Derefter gjorde hun det uden tøven.
”Føl på min hånd,” mumlede jeg, mens hun gled sin fingrer over min håndoverflade. Det kildede svagt. ”Og kig så på mig.”
For første gang kiggede hun på mig. Jeg fastholde blikket, mens hun følte på min hånd. En enkel tåre perlede ned af hendes kind. Hun tog hånden til sig.
”Undskyld, jeg kan bare ikke.”
”Jeg kan mærke på dig, at du har en smerte bag det smørrede smil,” sagde jeg vist. ”Måske sorgen over, at den, du elsker, nu bor i Middelfart med en anden kvinde, en kinesisk af slagsen.”
Hun kiggede forbløffende op på mig: ”Hvordan vidste du det?” sagde hun svagt, så jeg kun lige akkurat kunne høre det.
Jeg sank en klump: ”Jeg ved selv, hvordan det er ikke at have nogen selvtillid. Sådan har jeg haft det i to år. At føle, at man er et pjok og hverken bidrager til samfundet eller til noget som helst andet. Jeg ved, hvordan det er at føle sig, som om man er det værste menneske på jorden eller det grimmeste eller det dummeste. Jeg har en ven, der fik mig til at indse, at hvis man ikke har noget som helst godt at tænke om sig selv, er livet ingen ting værd. Derfor må man komme videre. Jeg siger ikke det her med nogen ond mening eller noget, men hvis du havde selvtillid, ville du heller ikke ryge så mange Lookcigaretter om dagen, som du gør. Men okay: Vi har sgu alle sammen ting, som vi ved, vi kunne gøre eller kan gøre bedre. Vi er jo bare mennesker. Der er ikke andet at sige, end at du bare skal op på hesten igen og bare ride derudaf. Jeg har først selv lige indset det, så det er ikke, fordi jeg er spor bedre. Men det har ikke noget med at være et dårligt menneske eller ej. Vi er bare menneskelige, og det er menneskeligt at fejle. Og vi fejler alle på forskellige måder: Jeg slår for eksempel min lillesøster, når hun bliver ulidelig. Men fordi jeg er et menneske, har jeg følelser og inderst inde, når jeg slår hende, ved jeg, at det, jeg har gjort, er forkert. Det er bare et tegn på, at jeg er et menneske.”
Jeg opdagede, at, mens jeg havde snakket, havde Annes mor grad. Tårerne perlede ned til alle sider og fortsatte ned af hendes tynde hals.
Jeg rejste mig fra sengen med besvær og gik hen til hende. ”Kom. Lad mig føre dig ud.”
”Jamen lægen siger, du ikke må rejse dig fra sengen!”
Jeg ignorerede hendes ord og fik hende til at rejse sig fra stolen. Jeg førte hende hen til døren, og mens jeg åbnede døren, lagde jeg min mund ind til hendes øre: ”Du er et godt menneske, og du har taget dig godt af din datter. Held og lykke.”
Hun snøftede, mens hun gik hen af gangen. Jeg smilede. Måske havde jeg for en gangs skyld gjort noget godt for et menneske, og det føltes godt i maven. En følelse, jeg aldrig havde oplevet før.
”Der er mad, Jonas,” sagde lægen og gik ind af døren med en bakke, hvorpå der lå en skål med hønsekødssuppe og et halvt flute.
Jeg smilede. ”Det ser godt ud,” sagde jeg.
Bakken blev stillet på bordet, og jeg satte mig op i sengen, så jeg kunne have den på mit skød, mens jeg spiste. Suppen dampede og lugtede godt, og jeg slubrede den ned i mig. I det samme gik døren op, og denne gang var det ikke lægen, men Anne i egen lave, men i dette øjeblik høje person. Hendes mørkebrune hår var sat op i en fletning, og det var, ligesom om hun var vokset en del i højden, eller så var det bare, fordi det var så lang tid siden, at jeg rent faktisk ikke kunne huske, hvordan hun så ud. Jeg lagde bakken tilbage på bordet, hvor pakken med chokolade endnu lå og flød fra Mik. Chokolade var ikke lige mig. Hvorfor tænkte jeg på det? Var det ikke fuldstændigt uessentielt for situationen taget i betragtning?
”Det her,” indledte hun, men kunne ikke finde ord. I stedet blev der stille. Hun kiggede på sine hænder i stedet for at kigge på mig, der stirrede borende på hende. ”Det her er min skyld... Jeg skulle ikke...”
”Du behøver ikke at undskylde. Det har din mor allerede gjort,” sagde jeg forudsigende.
Jeg vidste ikke hvorfor, men pludselig begyndte jeg at grine helt vildt. Jeg faldt om i sengen, mens jeg bare flippede totalt ud af grin, og jeg fortsatte og fortsatte og vidste ikke hvorfor. Pludselig begyndte hun også at grine. Først da vores lunger var ved at sprænges, holdte vi op og kiggede på hinanden og vidste ikke, hvad vi skulle sige.
”Det er godt, at du tager så let på det,” sagde hun med et varmt smil, der rørte ved et eller andet i min mave, ”det gjorde jeg ikke. Da jeg hørte, at du havde fået kraniebrud, fik jeg skyldfølelser og fortalte min mor det hele. Hun blev sur, men jeg lever med det.”
Hun kiggede på mig. ”Jeg ved ikke, om du har gjort noget ved hende, men da hun kom hjem i forgårs, kastede hun alle sine smøger ud af vinduet og smilede.”
Jeg smilede. ”Så kom hun til fornuft.”
Hun kiggede på mig, som om hun ville spørge mig, hvad jeg havde gjort med hende, men mit smil måtte have lettet hende, for hun undlod fuldstændig at spørge.
”Jeg er så glad, Jonas,” sagde hun, idet hun rejste sig op og gik hen til min seng.
Nu var vores ansigter kun tredve centimeter fra hinanden. Jeg kiggede op på hende og smilede med blanke øjne, eftersom tårerne pludselig trængte sig på. I det samme omfavnede vi hinanden af ren lykke og kærlighed, og vi ville aldrig give slip igen. Pludselig var det os to og alle andre levende mennesker på denne jord.
Anne satte sig op på mig. Hun var så let som fjer. Hun fik øje på chokoladeæsken og begyndte at fodre mig med det ene chokoladestykke efter det andet. Jeg smilede, så hun begyndte at grine, fordi jeg havde chokolade mellem tænderne. Et smørret smil uden smerte.