Røde pletter i sneen

Jeg vender mig om. Jeg er fanget. I en blindgyde. Trykker mig ind til væggen, rædselsslagende. Der står han, i åbningen til gyden.
Han er sindssyg. Man kan se det. Det lyser ud af øjnene på ham, og han ligner ikke sig selv. Før var han... før var han min ven. Før. Nu er han et monster. Et sindssygt monster.
”Hvorfor” klynker jeg, mens jeg presser ind mod murstensvæggen, ”skulle det gå så vidt, Magnus, kan vi ikke bare afslutte det her som to anstændige mennesker i fred og ro?”
”Det føltes godt at se dig sådan, min ven, med frygt i øjnene og rystende hænder.”
Ja, mine hænder ryster. Og ja, jeg frygter dig. Du lever af min frygt, du lever af, at jeg er bange...
”Tænkt dig om, inden du gør noget overilet, Magnus, som du vil fortryde.”
Han flækker ud i en sindssyg latter, der fortoner sig i den støvede gyde, og over himlen skær der sig et lyn gennem skydækket, der flænser ned gennem den klare natteluft.
Jeg vil skrige, men det bliver kun til en svag klynken: ”Det ender galt.”
”Hvis du definerer, jeg dræber dig som ”galt”, så har du helt ret, min ven.”
Lad vær med at kalde mig ”min ven”, for det er vi ikke længere, og jeg håber, vi aldrig har været det. Du er ikke den, som jeg engang kalde min ven...
Han nærmer sig, jeg kryber hen i hjørnet: ”Magnus, tænkt på vores tivoli-tur for to år siden, kan du huske det? Vi købte candyfloss, vi prøvede forlystelser og var sammen.”
Han stopper op og blinker ukontrollerende med det ene øje. Et eller andet rør sig inde bag hans hovedskal, ved jeg, et eller andet.
”Det var en lortetur,” snerrede han arrigt, ”og det var dengang.”
”Ja, dengang, dengang vi var venner, kan du huske?”
Hans læber sitrer svagt, han tænker, og hans øjne bliver matte og tænksomme. Jeg ved, min ven er der et eller andet sted, men hvor?
”Nej, jeg prøver at glemme det,” griner han og knytter hænderne, så hans knor bliver hvide som sne.
”Du ved, det her ikke er virkeligheden,” angiver jeg, ”det her sker jo kun, fordi jeg dummede mig en enkel gang. Venner er der for at tilgive hinanden, ved du. Please, Magnus, tilgiv mig, hvad jeg har gjort.”
”Hvordan kunne du gøre det mod mig?” hulker han brat og falder på knæ, ”hun var min og ikke din. Kunne du ikke bare lade mig få hende i fred?”
”Magnus,” begyndte jeg, ”det skal aldrig ske igen. Det var bare et uheld. Jeg og hende... det var ikke rigtigt. Du forstår ikke. Det er virkelig svært, jeg kan ikke forklare det.”
”Det her er sidste gang, du har dummet dig,” sagde han med fornyet vrede og rejste sig truende.
I hans højre hånd lå der en spejderkniv. Den skinnede i spejling af et flækkende lyn på himlen. Det begynder at sne kraftigt.
”Stop” lyder det fra gydeåbningen, hvor Tina netop er trådt frem, ”Magnus...”
Han vender sig om: ”Dig!” – Han peger med en kroget finger – ”Din utroskabsafhængige kælling! Hvordan kan du ture at vise dig!?”
Jeg træder ud af hjørnet: ”Læg kniven, Magnus, læg kniven...”
Han snurrer rundt igen og kommer hen imod mig. Jeg vil og kan ikke forsvare mig. Han er min ven. Kniven borer sig ind i mig, blodet flyder, både fra knivsåret og fra min mund, jeg kigger op på ham, smiler og falder om. Omkring mig ligger der røde pletter i sneen.