Udsigt

Udsigten var uendelig smuk deroppe under skyerne. Hun følte sig meget malplaceret her i hans tilsyneladende ekstraordinært dyre lejlighed. De havde mødt hinanden over nettet og hun havde følt sig tiltrukket af ham fra første sætning. Alt havde hun kunnet betro ham. Han havde været forstående og sød og støttet hende i alle hendes små og store boksekampe med livet. De havde skrevet sammen i en månedstid nu, og havde derfor besluttet sig for at nu var tiden inde til at de skulle mødes. Derfor stod hun nu og nød udsigten fra hans Penthouse-lejlighed. De havde aftalt at mødes på en cafe, for at være på neutral grund, men han fik alligevel overtalt hende til at tage med ham hjem. Han ville gerne vise hende at han kunne lave en rigtig god kop the. Hun havde faktisk mest lyst til at gå igen, da hun så hvordan han boede. Han havde næsten ingen møbler, men dem, han havde, var meget tydeligt designermøbler. Der hang ikke et eneste billede på væggen, og det eneste tegne på at det snart var jul, var et rødt kalenderlys i en sølvstage. Lyset så lige så malplaceret ud, som hun følte sig. Som en rød streg på et sort-hvid foto. Hun satte sig på kanten af stolen og ventede på sin the. Han gav sig god tid – eller også var tiden bare gået i stå. Hun flyttede uroligt på sig og overvejede at gå ud i køkkenet og se hvor han blev af. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig at han boede sådan. På nettet havde han virket rar og hyggelig, men her var fuldstændig blottet for hyggelighed. Sterilt var det ord, hun formede i sit hoved. Ligesom på et hospital. Hun skævede til sit ur. Der var i hvert fald gået 20 minutter. Hvor længe kunne man være om at lave the? Usikkert rejste hun sig fra stolen og begyndte at gå i den retning, han var forsvundet. Køknet lå for enden af gangen, men der var mærkeligt stille derude fra. Ingen bevægelse eller boble-lyde fra en el-kedel. Ingenting! Nervøst standsede hun lige før den halvt lukkede dør. Skulle hun kalde? Gøre opmærksom på sig selv? Måske havde han glemt, at hun var der? Hun rømmede sig lidt. Intet skete. Så tog hun et skridt mere og stod nu foran døråbningen. Forsigtig bankede hun på døren. Stadig intet svar. Nu begyndte hun at blive bange – var der sket ham noget? Med sit sidste mod skubbede hun døren helt op. Køkkenet var tomt. Med et kunne hun høre skridt i gangen. ”Jeg var altså nødt til at rende ind til naboen, for at låne noget sukker. Her er ingenting i den her møj-lejlighed. Det er en jeg låner af mit firma, indtil jeg har fået mit eget. Men udsigten er da pæn, synes du ikke?”