Star Wars

”Im your father!” hvisker darth vader hæst til sin søn, hvis ansigt udtryk på samme tid både udviser fortvivlelse og overraskelse.
Adam og jeg smiler, fordi vi kender denne scene, hver eneste replik, hver eneste relevant information om skuespillerne og alle detaljerne bag indspilningen af filmen uden ad i søvne.
”Lige om lidt springer han,” mumler Adam med munden fuld af flæskesvær, ”men alligevel bliver han reddet. Det gør heltene altid, selvom de ruder sig ud i noget pis. Hvorfor ikke skurkene? Det er sgu da dem, der har fortjent at survive, man!”
Da teksten med, hvem der har medvirket i filmen, triller ned af skærmen, gør vi os i kast med at forberede os til gensynsfesten med vores fortidige folkeskolekammerater i aften:
”Kan jeg låne noget af dit voks?” sagde Adam, da vi stod ude på toilettet iført festtøj, ”jeg har glemt mit eget.”
”Selvfølgelig.”
Da de sidste detaljer var sat på plads, forlod vi Adams lejlighed og kørte ud til stedet, et lejet lokale i udkanten af byen, i Adams lille, rødlakerede Polo.
Der er allerede lys i vinduerne, da Poloen stryger ind på parkeringspladsen, og vi smækker bildørene efter os. Festen er allerede begyndt, bemærker jeg, idet jeg endnu en gang tjekker, at håret sidder, som det skal.
Døren går op, og vi kommer ind i rummet og varmen og musikken. En DJ har peppet stemningen op ved at have sat noget musik på. Man får lyst til at danse.
Hvor er det bare fantastisk at se ens gamle skolekammerater igen efter så lang tid. Nogle er, som man husker dem, dog blevet lidt ældre, andre fuldstændig anderledes.
Frederikke virker ikke anderledes – jeg kigger på hende – tværtimod. Hun er så lækker, som hun altid har været, og så har hun fået kvindelige former.
Adam lægger en hånd på min skulder og sin mund op til mit øre: ”Spring ud i det, Mester og husk... Relax – Calm down, okay?”
Jeg smiler og nikker til ham, hvorefter jeg går hen til hende. Pludselig kan jeg mærke adrenalinen og mit hjerteblod, der flyver rundt i kroppen på mig. I et øjeblik tænker jeg på, hvad Anakin ville have gjort i denne situation. Måske – jeg ved ikke – spurgt om en dans?
”Hej, Rikke, (et øgenavn, som jeg har givet Frederikke), hvad med en dans?” udgiver jeg, mens jeg tænker: Calm down, relax, don´t be scared, just be yourself...
Hun kigger lidt på mig, før hun pludselig indser, at det er mig. Hendes ansigtsudtryk skifter lidt, læberne adskilles, rynken på panden, svagt løft med det ene øjenbryn:
”Kasper, så længe siden. Jeg kunne...”
” ...dårligt nok kende mig, ja. Sådan har jeg det også. Alle har virkelig forandret sig meget siden sidst,” siger jeg og trækker let på smilebåndet.” – Stilhed – ”Du inklusiv,” tilføjer jeg så.
”Du skulle da nødigt snakke,” sagde hun stadig smilende, ”jakkesættet sidder ikke så værst.”
”Er det det eneste, som jeg har forandret mig? At mit jakkesæt ”ikke sidder så værst” eller hvad?” siger jeg. ”Du behøves ikke at svare,” tilføjer jeg.
”Hvor er Adam?” spørger hun ”taleemneskiftende”.
”Nå, han er langt væk. Hvad med en dans?” spørger jeg.
”Okay,” siger hun, ”men kun, hvis du ikke træder mig over fødderne.”
”Det har jeg da aldrig gjort,” siger jeg smilende, men stivner så, da jeg kommer i tanke om afskedsfesten i niende, hvor vi dansede, og jeg gjorde hendes fødder gule og blå.
Mens vi danser, får jeg øje på Adam henne ved baren, der snakker med Joachim. Jeg ryster let på hovedet, tænkt på noget andet, tænker jeg og smiler til Frederikke.
Hvorfor gider hun overhoved dette? Hvad har jeg gjort, der har bevirket, at jeg kan danse med hende nu, når hun lige så godt kunne danse med Joachim i stedet?
Efter, at vi har danset til en håndfuld sange, går vi hen til baren og bestiller en drink. Adam og Joachim sidder lidt væk, men jeg kan sagtens høre, hvad de siger til hinanden, og jeg ved, hvad de snakker om, selvom det ikke bliver sagt ligeud: ”Der sidder hanen og hønen og gokker.” Joachim...
Jeg ignorerer dem og kigger hen på Frederikke, som jeg opdager, har kigget på mig et stykke tid. Måske er vi mere end venner...
”Er der noget galt? Du har det ikke dårligt eller noget?” spørger hun.
”Nej,” siger jeg, ”jeg er bare... træt og... – øhm – træt.”
Stilhed. Jeg ved, at Frederikke ved det, men der er ikke noget at gøre ved det nu. På den måde er intet forandret. På den måde er vi alle sammen de samme som altid. Ingen af os er helt voksne, ingen af os er klar til at leve alene og forsørge os selv.
Jeg kan ikke holde tilbage, lægger min hånd på hendes lår og lægger min mund op til hendes, men hun tager fast, men blidt min hånd væk og holder afstand, frygt i hendes øjne, næseborene udstøder ærefrygt...
”Hvorfor?” hvisker jeg svagt, men min stemme bliver opslugt af larmen fra musikken.
Jeg kommer lidt tættere på hende, men pludselig rejser hun sig: ”Hold dig væk! Jeg advarer dig!”
”Hvorfor?” mumler jeg, og denne gang hører hun mig.
”Fordi du ikke har noget liv!” råber hun.
Musikken stopper, stilhed og folk kigger på os. Nervøsiteten overmander mig: ”Hvorfor?” siger jeg skælvende.
”Du har intet arbejde, du bor sammen med Adam og spilder alle dine dage med at spise flæskesvær og se Star Wars! Få dig et liv, få dig noget, du kan lave dig,” råber hun, men kommer så med en tilføjelse, der sidder lige i hjertet: ”Jeg dansede kun med dig, fordi jeg har medlidenhed med dig, men pludselig indser jeg, at du bare er en taber.”
Hun kigger ud over alle menneskerne, menneskerne, som hun har gået i klasse med og siger: ”Og hvad kigger I på! I er sgu da ikke meget bedre!”
Hun løber hen til døren i sine højhæle og smækker døren efter sig. Der er stille, men så sætter DJ’en ny musik på, og alt er som før, men nej, det er der ikke. Rummet er meget større uden Frederikke. Nu er der helt tomt – ligesom mit sind er tomt, tømt for håb og optimisme.
Adam og Joachim kommer hen og lægger deres hænder på mine skuldre, mens de siger put, og at den kælling alligevel ødelagde festen. Jeg skubber dem væk, vælter min drik og skjuler mit ansigt i hænderne, mens det strømmer ned af kinderne på mig. Hvad ville Anakin have gjort?