Under vandet

Den lille Volvo kørte hen af den asfalterede vej. Mig på bagsædet. Lillesøster ved min side. Mor på forsædet. Vejen lå lige ud mod en sø, der fortsatte de næste femten kilometer. Det vidste jeg, for den her vej havde vi kørt mange gange, når vi skulle ud til morfar og mormor. De boede i et lille hus på toppen af en skovbeklædt bakke. Et hyggeligt sted. Men det kunne man vist ikke sige om den vej, vi kørte på. Skyerne græd, og en heftig storm var under opsejling. Alligevel sad vi forholdsvis roligt i bilen, tryg over, at det var mor, der sad ved rattet.
”Hvad ønsker du dig, Rafael?” spurgte min mor.
”Det ved jeg ikke,” fløj det ud af mig.
”Det må du se at finde ud af, min dreng, det er jo din første runde fødselsdag.”
I den modsatte kørebane nærmede der sig pludselig en bil. Hvorfor bemærkede jeg det? Fordi der pludselig var noget i mit sind, der signalerede en advarsel, men jeg forstod intet. Hvorfor var jeg så urolig? Der var jo intet at være bange f...!
Et glat sted på vejen og et uventet vindstød resulterede i, at vores bil slingrede ind på modsatte kørebane... En kollision mellem to biler.
På ingen tid var vandet pludselig omkring os. Trængte ind i bilen. Jeg kunne høre mors stemme, men den var så skinger og hjælpeløs, at den hurtig blev opslugt af lyden af vandet, der fossede igennem en flækket forrude. Jeg sad som lammet, mens tingene hurtigt udartede sig omkring mig. Det gik op for mig, at det her indbefattede kræfter, intet menneske kunne stille sig noget op imod.
Foran kunne jeg høre, at min mor tog sin telefon, der ringede:
”Rafael, er det dig? Årh, Rafael, jeg har ikke lang tid igen, og du skal... du skal bare vide, at jeg elsker dig, og at skylden ikke ligger på dine skulder. Intet menneske kan undgå skæbnens realiteter.”
Jamen jeg hed Rafael, tænkte jeg, men blev pludselig afbrudt...
Lyden af nogen, der forsøgte på at åbne sidedøren, lød svagt i den kolossale larm fra vandet. Det gik op for mig, at en mand prøvede på at hjælpe os med at komme ud. Jeg slog hånden igennem bilruden, og i det samme lukkede vandet sig om mig, mens et par varme hænder snoede sig om mit liv.
I halv bevidsthed skreg jeg, at han skulle hjælpe min søster og mor, men skreget blev bare til et par opstigende bobler i vandet, og jeg fik vand i lungerne og hostede og skreg, men her, under vandet, kunne intet høres.
Førstehjælp... Ambulance... Stemmer... Hospital... Mørke... Lys... Silentium...

Jeg fór op af sengen. Mit hjerte galoperede og slog hårdt mod ribbenene i brystkasseregionen. Sveden lå som duk på min T-shirt, og sveden strømmede ned i små perler på min pande. Det havde alt sammen været en drøm, men ikke des jo mindre var det en drøm, der var sket i virkeligheden – I min virkelighed.
Jeg stod op og åbnede vinduet. En kølig vind susede ind i rummet, men jeg lukkede straks vinduet og satte mig på sengen, hvorefter jeg skjulte mit ansigt i hænderne. Jeg kunne ikke mere, tænkte jeg, stadig skjult af hænderne, det var tredje gang i denne uge, og hvor mange nætter havde jeg ikke vågnet op i min seng efter et mareridt?
Det var ikke din skyld, lød stemmen i mit hoved, du var det mest sandsynlige alternativ og den med de største procenter for overlevelse. Du kunne ikke gøre noget, du var bare et barn...
Selv dengang forstod jeg, hvad han sagde, men samtidig kunne skylden ikke bare sådan vige bort, skønt psykiatere fik det til at lyde så let. Jeg havde svigtet dem, der aldrig havde svigtet mig.

”En kaffe late, tak!” sagde jeg til manden, og han nikkede.
Jeg satte mig og kiggede ud af vinduet på morgentrafikken. I dag var det søndag, men trafikken var tæt, og butikkerne var åbne. Medmindre min chef ringede, havde jeg fri i dag, men det var måske for meget at forlange, tænkte jeg, idet en rygende kaffe late blev stillet på bordet. Jeg tog den op i hænderne, og lod den varme min hånd, mens jeg stadig kiggede sorgmodigt ud af vinduet. Bare synet af biler mindede mig om den dag.
Da jeg var færdig med min kaffe late og havde betalt regningen, fik jeg fat i en taxi.
”Hvorhen?” spurgte taxichaufføren.
”Egentlig,” sagde jeg, ”skal jeg ikke noget sted hen. Hvis du kan køre langs med Lago de Dios, skal du nok få de penge, der er påkrævet.”
”Lago de Dios?” sagde chaufføren, ”helt i orden.” Alligevel lignede han et spørgsmålstegn, da han startede taxien.

Tårerne var svære at holde tilbage, da vi kørte langs søen, hvor min mor og lillesøster blev taget fra mig. Folk sagde, at man skulle græde færdig ved begravelsen, hvilket jeg også havde gjort, men færdig blev jeg ikke, og færdig blev jeg aldrig.
Jeg var meget tryg på bagsædet ved, at chaufføren var bag rattet, for jeg fornemmede, at han kunne det der med at køre bil.
”Hvad ønsker du dig?” spurgte chaufføren.
Havde jeg ikke hørt det spørgsmål før?
”At jeg kan lave om på noget, som allerede er sket.”
Under turen kunne jeg ikke lade være med at skue til venstre side, men heldigvis sad min lillesøster der ikke. Og mine tanker blev også ført tilbage til virkeligheden, da regnen begyndte at trille ned på taxitaget. Det gav nogle rolige lyde, der fik mig til at slappe af og min krop til at spænde op. Med et roligt suk lænede jeg mig tilbage i sædet og lukkede øjnene.
Svagt kunne man høre vinden hyle udenfor. Radioen i taxien skrattede pludselig forstyrrende, og en fornemmelse gik fra at være en svag mavefornemmelse til en stærk signalerende fornemmelse i baghovedet.
Jeg kiggede ud af vinduet. Skyerne græd, og en heftig storm var under opsejling. Alligevel sad jeg forholdsvis roligt i bilen, tryg over, at det var taxichaufføren, der sad ved rattet. I den modsatte kørebane nærmede der sig pludselig en bil. Hvorfor bemærkede jeg det?
I det samme gik det op for mig, hvad der var ved at ske, og med en hurtig bevægelse rakte jeg ud efter rattet, mens jeg råbte: ”Stop bilen, stop bilen! Vi kører galt! Vi kører galt!”
Chaufføren råbte til mig, at jeg skulle forholde mig i ro, men da han nu kun havde rettet sin koncentration på mig, slingrede bilen ind i den modsatte vejbane.
Jeg skreg. Det var det eneste, jeg kunne gøre. At skrige. Som et dyr. Et dyr, der blev jaget, men jeg blev ikke jaget. Jeg blev sammen med bilen slynget ud i vandet...
Det kolde vand. En flækket forrude. Vand, der strømmede ind til alle sider.
Jeg fiskede min mobil op af lommen og indtastede mors nummer – (Hvorfor havde jeg ikke slettet det?) - og tog den op til øret, idet den ringede op og en stemme lød. Det var mors stemme:
”Rafael, er det dig? Årh, Rafael, jeg har ikke lang tid igen, og du skal... du skal bare vide, at jeg elsker dig, og at skylden ikke ligger på dine skulder. Intet menneske kan undgå skæbnens realiteter.”
”Rafael? Tid? skyld? Realiter?” mumlede jeg sindsforvirret.
”Jeg ønsker ikke, at du skal leve i skyldens hule.”
”Skyldens hule? Jamen du sidder jo lige foran mig, mor, snak til mig!”
”Nej, skat, det gør jeg ikke. Det gør chaufføren.”
Jeg kunne høre, at en rude blev smadret, hvorpå der lød nogle voldsomme bølge-lyde, og forbindelsen blev afbrudt.
Chaufføren råbte og skreg på forsædet, at jeg skulle være fuldstændig rolig, men det kunne jeg ikke være. En gang i mit liv havde jeg gjort, hvad der blev sagt af nogen på forsædet, og hvis det ikke var for en tilfældig forbigående person, der havde reddet mig, var jeg ikke i live i dag. Men ikke denne gang. Nu kom der ikke nogen og hjalp én. Man klarede det selv!
Jeg spændte mig op. Vandet var få centimeter fra at have fyldt hele taxien med vand. Jeg greb om chaufføren og spændte ham op, hvorefter jeg svømmede mod den flækkede forrude. Et stykke glas skar dybe rifter på mit lår, idet jeg forsøgte at komme ud.
Til sidst lykkedes det. Vi kom ud. Jeg lagde alle mine kræfter i og svømmede alt, hvad jeg havde lært. Chaufføren var let som fjer, men jeg kasserede hurtigt tanken og svømmede videre op. Et par solstråler skar igennem vandoverfladen og badede mig og chaufføren i... lys. Mørke og lys.
Oppe... Førstehjælp... Ambulance... Forklarede... Venterum... Mørke... Lys... lys... og atter... lys...

Katrina Alvarez
Født 19. dec. 2002 - Død d. 12. aug. 2009
+
Cristea Alvarez
Født 8. okt. 1973 - Død d. 12. aug. 2009
”Vi elsker jer.”

Jeg lagde en rose på graven, mens jeg fældede en tåre. Selvom deres kroppe ikke lå i graven, kunne jeg føle deres tilstedeværelse, og det var, som om de kiggede ned på mig. Et kort øjeblik havde sorgen overmandet mit sind, men jeg genvandt kontrollen. En ting, jeg ikke havde været i stand til før. Forinden ville jeg have lid af dette, men pludselig indså jeg, at heldet altid havde været på min side. Desuden havde Gud, den Almægtige, Jordens skaber, Menneskets fader, vist mig, at jeg var noget specielt, og måske havde jeg altid vidst det og måske ikke, men hvad jeg vidste, var, at jeg var noget specielt, og at han ville mig noget specielt, for ellers ville mit navn have stået på denne gravsten... sammen med min mor og min lillesøster.
Jeg forstod, jeg ikke skulle leve i skyldens hule. Jeg forstod, det ikke var min skyld. Og jeg takkede Gud for, at jeg kunne sige farvel. Du var bare et barn...