Så kan alting også bare være lige meget

Simon hostede. Hans hals føltes rusten. Det forstyrrede i et øjeblik samtalen på den anden side af bordet, hvor tre hætteklædte mænd sad og snakkede. De kiggede hen på ham på den der måde, så man vidste, at de ville sige noget: ”Simon, er det ikke det, du hedder?”
Han nikkede.
”Hvorfor er du her, Simon? Vi har alle en grund til at være her. Tal ud.”
”Javel,” sagde Simon, ”men kun hvis I betaler for en kop varm kaffe, så jeg har noget at skylle min livshistorie ned med.”
Kort tid senere stod der en kop rygende kaffe på bordet foran ham. De tre mænd kiggede på ham og ventede på, at han ville starte sin beretning. De gav ham god tid, eftersom de vidste, at ordene var svære at få ud. Det, han skulle til at snakke om, var noget, der havde ændret hans liv for evigt: ”Som knægt... fik jeg en gang imellem en enkel. Min far gjorde – øhh – det samme...”
Simon stoppede sin beretning. Hans ansigt var stift rettet mod gulvet, som sov han. Men mændene vidste, at han ikke sov. Han havde bare endnu ikke turdet vise sine tårer, så han havde valgt at græde for sig selv.
”Må jeg bede om et viskestykke?”
Mændene rakte ham et, som han tværede ud i ansigtet. Med et lettende suk lagde han viskestykket fra sig på bordet og tog en slurk af kaffen. Den var varm, så han brændte sig heftigt på tungen, men tog ikke notits af det og fortsatte: ”Jeg vidste ikke, hvad for nogle konsekvenser det kunne have. Jeg var... uvidende. Jeg dra... øhh... fik jeg en enkel en hver eftermiddag. Min far bemærkede det aldrig; han bemærkede dårligt nok min tilstedeværelse, når jeg som sagt overhovedet var hjemme, for det var jeg sjældent. Var tit henne ved nogle venner for at hænge ud og... øh... få en enkel en. Men efterhånden blev det ikke en enkel en... Hver dag fik mig og mine venner en kasse ”grønne engle”. Det kan sgu godt være, at jeg kalder dem engle nu, men djævle var de! Små forbistrede sataner! Undskyld mit sprog; jeg blev revet med.”
Folk i caféen kiggede hen på dem, som var der sket noget specielt. Alle folk snakkede om det samme herinde. Her var man fri til at lufte vingerne, og der var ingen, der var mere sølle end andre. Her var der ligestilling.
”Men så kom Anette...” kom det fra Simon, der igen fangede deres opmærksomhed. ”Hun kom som en engel flyvende ned fra skyerne og jagede de forbistrede sataner væk. Hun hjalp mig... tog sig af mig.”
Med disse ord rejste Simon sig op. Mændene ville gerne have, at han berettede videre, men han havde allerede sagt nok.
Gaderne var fuldt med mennesker. Simon gik hen langs de snævre bygninger med hænderne i lommen. Han rundede et hjørne og nåede til en trappeopgang. Han ringede på og hørte en stemme: ”Hej, hvem er det?”
”Det er mig.”
”Prøv at hør: Hvis du er ham der manden, som hele tiden følger efter mig, så kan du godt droppe det!”
Simon tav og gik sin vej. Han gik et par gader hen, indtil han nåede til Netto, hvor han gik ind. Et stykke tid senere kom han ud med en kasse ”grønne engle”. Han fandt en bænk, satte sig, åbnede en enkel, drak den helt til bunds og kastede den fra sig. En god fornemmelse strømmede sig op i ham, mens han tænkte: ”Så kan alting bare være lige meget...”