Picture Perfect

En helt fantastisk udsigt! Et vidunderligt sted. Det var dét alle sagde, når de kom hjem til dem. Hendes veninder havde været fuldstændigt ellevilde, nærmest overstadige, over den gennemførte, stilfulde indretning; hvert møbel var nøje udvalgt og af det “rigtige” mærke selvfølgelig.

Tusmørket havde sneget sig ind over landet og lagt sig som et søvndyssende filter over landskabet; tonede alle farver ned og skabte grumsede nuancer. Hun rykkede tættere på vinduet. Det var nu, på dette tidspunkt af dagen, at panoramaet viste sit smukkeste ansigt. Hendes ånde efterlod en dugget cirkel på glasset─en plet på den ellers fuldendte skønhed som vidnede om barrieren mellem det derude og dét inde bag ruden; vidnede om afstanden. Hun tørrede den bort med en snip af ærmet. ...

I stilhed stod hun og betragtede det opslugende mørke. Tag mig med ind i dig, slug mig, gem mig væk. Glødende lys blev tændt hist og her, funklede og afbrød sortheden der indtil nu havde strakt sig ud og blottet sig i sin helhed for hendes øjne. Toner fra barndommens glæde hviskede hende tilbage fra mørket. “...Orange prikker på sort. De blir’ ved, falder ned – appelsiner til os.” Jeg må hellere tænde noget lys.

I samme sekund hun vender sig lægger hun mærke til stanken. Hender næsebor udvider sig og lugten af råd rammer med al sin kraft. Instinktivt holder hun hånden for munden. Syren bruser op fra mavesækken og vender sig i halsen – når heldigvis ikke helt op i munden. Hvad sker der?
Hendes flakkende blik standser ved sofaen. Den hvide, designer sofa. Det tætte tusmørke gør det svært at bedømme hvad det er det får møblet til at sitre og bevæge sig. Hun misser med øjnene og spærrer dem så op. Orme? Ud af det blanke lædder vrimler det med små larve-lignende kryb. Der er så mange at deres vrikken, vriden og masen kan høres. Et hvin af afsky undslipper hendes læber. Trangen til at kaste op forstærkes.
Hun træder tilbage, væk fra sofaen og de ulækre, små dyr, ramler ind i væggen – den er våd. Uden at vende sig lader hun en hånd køre hen over dens våde overflade. Det mærkes varmt og klistret. En kold rislen løber ned af ryggen på hende; hun trækker forskrækket hånden til sig – blod. Blod. Det strømmer ned af væggen. Boblende og brusende, mørkerødt, dampende blod fosser ned overalt i stuen. Nu skriger hun. Hun skriger og skriger af sine lugers fulde kraft; kaster sig ned på gulvet hvor hun trækker sig sammen i fosterstilling, med begge hænder for ørerne og lukkede øjne. Hun ser ikke hvordan det vrimler med store sorte biller og trippende kakelakker, mærker kun deres prikken og stikken overalt på kroppen, i håret, i ansigtet, da de invaderer den grædende, skælvende skikkelse på gulvet. Hun ved at hun skal dø.

Da han åbnede døren blev han mødt af mørke og stilhed. Han kunne se at hun var inde i stuen henne ved deres mægtige panoramavindue. Med ansigtet tæt på ruden stod hun og betragtede den fabelagtige udsigt. Den havde været alle millionerne værd dén udsigt. Huset havde været alle millionerne værd. Man måtte punge ud hvis man ville bo og leve som de gjorde – have et perfekt hjem. Han betragtede sin kone som hun stod der, ubevægelig, smuk, og kiggede drømmende ud på det mørke landskab. Perfekt, tænkte han, og tændte lyset.

Filologen/Lea